Transportcenterdirektør: Speditører bør finde andre egnede parkeringspladser til langtidsparkering.
- Få dog de lastvogne ud af landet, hvis ikke der er noget at lave, siger direktør Henry Dyrlund, GateWay E45 til TTN.
Direktøren tager der med fat på et stort problem, som tydeligt kan se på GateWay E45 /DTC netop nu. Centeret ligner i parkeringsområdet nærmest en campingplads for langtidsparkerede udenlandske lastvognstog.
- I går holdt der 36 udenlandske vogntog parkeret, i dag holder de der stadig og de holder der sikkert også weekenden over og på mandag, siger Henry Dyrlund.
Fænomenet var praktisk taget ukendt sidste år, men det er eksploderet efter årsskiftet.
- Jeg vil opfordre speditionsvirksomheder, der har udenlandske lastvogne til at holde og vente på læs, til at de finder egnede steder til at have disse vogntog parkeret. Vi vil hellere opfylde behovet for dem, der er på arbejde og har brug for at holde de lovmæssige hvil undervejs, frem for dem, der blot er langtidsparkeret, fordi de venter på et nyt læs.
De langtidsparkerede udenlandske lastvognstog optager ikke bare plads, men spærrer ifølge centerdirektøren for alt – inklusiv tankfaciliteter m.v.
- Det er ikke vores opgaver at stille arealer til rådighed for speditionsvirksomheder, der gerne vil have udenlandske lastvognstog holdende på standby, siger Henry Dyrlund.
TilpasningGateWay E45’s direktør opfordrer branchen til, at man tilpasser sig behovet og får lastvogne ud af landet, hvis ikke der er noget at lave til dem.
- Hvis man driver speditionsvirksomhed og vil benytte sig af denne kapacitet, bør man selv skabe de nødvendige rammer for de mennesker, der kører med vogntogene. Til gengæld skal vi nok sørge for dem, der er på arbejde og har brug for hvil og andre af vores servicetilbud, siger Henry Dyrlund..
Nye løsninger på vejRent praktisk gør vi det, at vi i samarbejde med et parkeringskontrolfirma, vil finde en løsningsmodel, med en form for parkeringsbetaling, hvor gebyret måske kan refunderes, sådan at vognene kan holde op til 12 timer og dermed opfylde kravene i køre- hviletidsbestemmelserne. Vi har ingen intentioner om at strække det yderligere, siger Henry Dyrlund.
Også på GateWay E45’s indhegnede parkeringsplads, der i øjeblikket er fyldt op med ubenyttede trailere, er centerdirektøren klar til opstramning.
- Her vil vi også gå over til en eller anden form for gebyr i fremtiden. Gebyret vil gå til forbedring af forholdene for de chauffører, der er på arbejde. Vi skal ikke tjene på det, siger Henry Dyrlund.
Han opfordrer speditionsvirksomhederne til at kigge på, hvad der findes af ubenyttede industriarealer i nærheden af deres virksomheder, som kan benyttes til parkering for udenlandske vogntog og ubenyttede trailere.