Transportministeren foreslår krav om syn af knallerter og motorcykler af hensyn til sikkerhed og miljø.
En knallert udleder 15 gange flere kulbrinter ud i luften end en moderne personbil.
- Når man samtidig tænker på, at de kun transporterer én enkelt person, er der tale om rent energifrådseri. Det Økologiske Råd bakker fuldt op om forslaget om syn på de tohjulede, fordi det både vil fjerne en stor del af forureningen, støjulemperne og forbedre sikkerheden markant, siger Kåre Press-Kristensen, civilingeniør og Ph.d. ved Det Økologiske Råd.
Det er på den baggrund, at transportminister Lars Barfoed vil kræve både knallerter og motorcykler skal gennemgå periodiske syn.
Arne Willerslev-Legrand, adm. dir. for Applus+ Bilsyn fastslår, at syn på knallerter vil skærpe kontrollen med knallerter generelt.
- Som det er i øjeblikket, kan man tune og bore sin knallert, som man vil uden, at det får konsekvenser. Med syn på de tohjulede får vi nu indskrænket den ’wild west’-lovløshed, der hersker på området. Syn vil forbedre sikkerheden og mindske forureningen,” siger Arne Willerslev-Legrand.
Det fremgår netop af et svar fra transportminister Lars Barfod (K) til Folketingets trafikudvalg, at den omfattende og ulovlige tuning af knallerter øger forureningen og ministeren mener derfor, at der er brug for en løbende kontrol med tohjulede køretøjer.