Overflødig egenkontrol ophævet
Papirarbejdet blev 2. februar lidt mindre for de transportører af holdbare fødevarer, fordi kravet om egenkontrol blev lempet.
Det lykkedes sidste år blandt andre DTL og Dansk Erhverv at overbevise politikerne om, at reglerne om egenkontrol er overflødige for en række fødevaretransporter. Derfor har Fødevarestyrelsen ændret reglerne med så fødevarer med lav risiko kan transporteres uden krav om egenkontrolprogrammer. Det drejer sig om fødevarer, der ikke skal på frost eller køl. For eksempel konserves og sodavand.
Det er denne velkomne og fornuftige lempelse, der nu er trådt i kraft.
- Vi glæder os over ændringen, der betyder én regel mindre at forholde sig til for mange transportører, siger konsulent Lisbet Hagelund, DTL.
- Vi har påpeget, at egenkontrollen ingen betydning har for fødevaresikkerheden, når vi taler om f.eks. konserves og andre ikke fordærvelige varer. Det væsentlige er jo at sikre ordentlig fødevaresikkerhed og ikke skabe mere papirarbejde.
Hun gør opmærksom på, at virksomheder, der bryder reglerne, kan få et påbud fra myndighederne om igen at skulle udarbejde skriftlige procedurer.
Lisbet Hagelund minder også om, at dokumentationen for den lovpligtige egenkontrol frem til 1. februar i år, stadig skal gemmes.