Patentstrid for åbent tæppe
Generalforsamling i KranBlok Erfa var midtpunkt for strid mellem Torben Rafn og Jørgen Egeskovs Vamdrup Special Transport.
Det var nok KranBlok Erfas hidtil korteste og også mest stille generalforsamling. Lørdagen på Hotel Scandic ved Odense bød på 41 minutter lige-ud-af-landevejen-generalforsamling uden den store ordveksling. Men netop som deltagerne var ved at indstille sig på en tidlig frokost, faldt bomben: Generalforsamlingen blev midtpunkt for en patentstrid mellem to af branchens sværvægtere – og tilmed mangeårige samarbejdspartnere - Torben Rafn, Sommersted, og Jørgen Egeskov, Vamdrup.
Forhistorien er den, at Jørgen Egeskov Jensen og Vamdrup Special Transport har søgt patent på transport af vindmøller ved hjælp af en såkaldt efterløber.
- Det er væsentlig billigere end at transportere vindmøllevinger på en blokvogn og det er væsentligt nemmere at komme rundt, siger Jørgen Egeskov Jensen.
Torben Rafn kalder det derimod ”verdens mindste opfindelse”:
- Branchen har mange år inden Jørgen Egeskov ”opfindelse” transporteret lange emner med en efterløber. Vindmølleproducenterne har hidtil bare ikke villet det, siger Torben Rafn. Det vi er forarget over er, at Jørgen Egeskov søger patent på måden at transportere en vindmøllevinge på. Det er der ikke noget nyt i.
Set førTorben Rafn delte på generalforsamlingen en tegning fra producenten Goldhofer ud blandt deltagerne. Tegningen fra 2003 viste en vindmølle-transport ved hjælp af en efterløber.
Jørgen Egeskov Jensen har imidlertid allerede fået patent i USA og har nu søgt patent i Danmark og Europa.
- Han sidder som formand for Dansk Transport og Logistik og vil forhindre os andre i at udføre en transportmåde, som vi har anvendt ti år før han overhovedet tænkte i de baner, lyder det fra en sur Torben Rafn.
Ifølge Rafn vil andre i branchen, som også er utilfredse med patentansøgningen, klage til det europæiske patentbureau, for at forhindre patentet.
Mere end blot transportJørgen Egeskov påpeger, at patentet handler om mere end måden at transportere vindmøllevinger på.
- Jeg har gennem årene opfundet en del ting, som branchen bagefter bare har kopieret – og da vi fik nogle gode ideer omkring vingerne, gik jeg videre med dem, siger Jørgen Egeskov, der har brugt en halv million kroner på udviklingen og patentansøgningen.
Patentet går ifølge ham blandt andet ud på, at beslag for og bag på vingen er de samme - fra vingen produceres, via transport til selve monteringen.
- Det er et helt koncept, siger han. At Torben Rafn og Goldhofer tidligere har arbejdet med noget lignende, ved jeg ikke noget om, siger Jørgen Egeskov.
Han mener fortsat, at der vil være fri konkurrence, og han vil ikke forhindre andre i at køre vindmølletransporter med efterløbere:
- Hvis de kan finde en anden metode at fastgøre vindmøllerne på, så er det ikke noget problem, siger Egeskov.
Neutral bestyrelseKran Blok Erfas bestyrelse blev på generalforsamlingen opfordret til en stillingtagen til sagen, men bestyrelsen holdt sig neutral.
- Vores holdning er, at hvis man får en god idé, så skal man også kunne prøve at få noget ud af det. Det er almindeligt, at man lægger lange emner op på en efterløber. Men hvis Jørgen har fundet på en særlig måde, så er det måske i orden, at han søger patent. Men vi vil nok sige til det europæiske patentbureau, at de skal passe på og vurdere sagen lidt dybere. Men i sidste ende er det patentbureauet, der må afgøre, om ideen kan beskyttes eller ej, siger Frank Segall.