Nye tider på lagerhotellet
Teknologi: DKI anvender RFID til styringen af vareflowet ind og ud af lageret.
Af Finn Bjerremand
En af hjørnestenene i udviklingen hos logistikkoncernen DKI Logistics i Horsens, er udviklingen af IT-systemer, der i samarbejde med scannerteknik kan lette hele styringen af vareflowet.
Hos DKI Logistics har man som første tredjeparts logistikudbyder i Norden indført RFID-teknologien i den daglige produktion.
RFID, som på godt dansk står for ”radio frekvens identifikation”, fungerer i grundtræk lige som når en tøjbutik sætter tags på sit tøj, så kunderne ikke kan gå ud af butikken uden at alarm ved udgangen lyder.
Det nye system, der er udviklet af 2Trace A/S i Horsens, er dog noget mere avanceret. DKI Logistics har med nogle af kunderne indgået aftale om at DKI Logistics foretager varemodtagelse og kontrol, således at en ny kontrol spares ved varens ankomst til butikken.
Fuld kontrolNår en palle ankommer til DKI Logistics lager bliver pallen fysisk kontrolleret for rettidig ankomst, korrekt indhold af varer, korrekt antal varer samt fysisk stand. Herefter bliver der udskrevet en RFID-label med samtlige varedata som sættes på pallen.
Når varen efterfølgende transporteres ind på lageret registrerer IT-systemet hos DKI Logistics alle informationer om varen og samtidig får kundens IT-system besked om, at varen er ankommet, kontrolleret og ok - samt at den nu står på lageret.
Når varen skal transporteres ud til kunden, f.eks. til en butik, vil en elektronisk aflæser ved porten automatisk give besked om, at nu har varen forladt lageret. Kunden får herefter automatisk besked og kan nu fakturere varerne.
Ved ankomst til modtageren sørger en fornyet scanning ved varemodtagelsen for at registrere, at varen nu er ankommet og klar til salg, ligesom disse informationer sendes videre til kundens centrale IT-system.
På den måde kan DKI Logistics stå for den indgående varekontrol, og man undgår at skulle have flere kontrolinstanser i forløbet. Desuden ved man hele tiden ved hvor varen rent fysisk befinder sig.
AvanceretHos DKI Logistics er man også ved at implementere et nyt disponeringssystem, udviklet af Locus i Århus som sikrer en optimal planlægning af distributionen. Systemet finder selv ud af hvor godset skal placeres på vognen og i hvilken rækkefølge. Samtidig beregner systemet økonomien i turen, så man på den ene side kan se indtægterne og på den anden side alle udgifterne.
- Selvfølgelig er der ikke noget der kan hamle op med en meget dygtig disponent, og systemet vil heller ikke kunne tage højde for, om der er gods som kan tåle at stå oven på hinanden eller lignende, siger direktør Preben Borregaard.
Systemet vil dog være en stor hjælp. Hvis disponenten flytter rundt på læsset, registreres det omgående med konsekvens for både økonomien og tidsforløbet i turen.
fba@transporttidende.com