23948sdkhjf

Lufthansa Cargo går på vandet

Sea/Air: Lufthansa Cargo er på banen med et nyt bud på samlet transport og logistik mellem Europa og Australien.

Sea/Air: Lufthansa Cargo er på banen med et nyt bud på samlet transport og logistik mellem Europa og Australien.



Af Herbert Nielsen

En sea/air-løsninger er ikke i sig selv noget nyt. Men Lufthansa Cargo’s udspil er alligevel en nyskabelse.

- Flere selskaber har allerede i årevis udbudt samlede kombinationer af sø- og lufttransport. Det har eksempelvis været indsejling af gods fra Fjernøsten til Dubai, hvorfra godset så er blevet omladet til fly for videretransport til destinationer i Europa, siger Michael Schoop, Lufthansa Cargo country manager Denmark.

Lufthansas udspil går den anden vej: Selskabet tilbyder en samlet løsning for fragt fra Europa til Australien med daglige fly fra Europa til Kina, nærmere bestemt Shenzhen lige nord for grænsen til Hong Kong. Dér omlastes godset til skibe, der så sejler fra Hong Kong til slutdestinationerne i Australien: Melbourne, Sydney og Brisbane.

- Vel at mærke, og det er en væsentlig detalje, på ét gennemgående luftfragtbrev, AWB. Det betyder, at forsendelsen kan følges via track&trace på hele turen, og al transporten i luften og til søs foregår samtidig med den liability, som følger med et AWB. Det indebærer en langt højere dækningsgrad i tilfælde af skader eller afvigelser, end søfragt normalt medfører, forklarer Schoop.

Tid eller penge

Den helt store fordel ved denne nye kombinerede sø/lufttransport er vel den voldsomme besparelse i tid, som eksport til Australien opnår. Med skib fra Europa vil den samlede transporttid typisk ligge på 45-50 dage.

- Med denne løsning når vi ned på 15-17 dage. Det vil blandt andet have en gunstig effekt på kapitalbindingen. Samtidig kan eksportører også opnå en væsentlig besparelse i transportomkostninger, hvis vi sammenligner med ren luftfragt – vi taler vel om en halvering, siger Lufthansa Cargos country-manager.

Ved forsendelser i den nye ”pipeline” høster afskiberen i forhold til søfragt også fordelen af de anderledes vægt/volumenberegninger, der hører til luftfragten: I søfragten er en kubikmeter lig med et ton. For luftfragten er en kubikmeter lig med 167 kilo.

- Så når vi taler om forsendelse af løst stykgods og ikke afsendelse af en hel 20 eller 40-fods container, tonser denne forskel ganske tungt, påpeger Michael Schoop.

Lufttransporten foregår via Jade Cargo International til Shenzhen, hvor Lufthansa Cargo har bygget en dedikeret fragtterminal. Dér står den tomme søfragtscontainer klar og venter på at blive fyldt – og så går det direkte fra lufthavnen til afskibningshavnen.

- En helt strømlinet løsning, som vi venter os en del af. Endnu har vi ikke har den første booking her i Danmark, men vi har fra starten mødt stor interesse blandt speditører og ser frem til at fylde gods i den nye løsning, siger Michael Schoop.

2008: Godt år i Danmark

2008 var ikke noget typisk og slet ikke noget let år. Men Michael Schoop fra Lufthansa Cargo klager ikke over det tyske luftfragtsselskab præstationer i Danmark.

- Vi havde faktisk et godt år, både på verdensplan for Lufthansa Cargo og i det danske marked. Vi øgede vore fragtvoluminer med ca. 30 procent og vandt dermed klart i markedsandel til trods for et stærkt vigende marked. Indtjeningsmæssige var det naturligvis ikke tilsvarende lystigt: raterne faldt meget i et marked, præget af stærk konkurrence, og vores indtjening pr enhed faldt vel med omkring 20 procent. Men vi har grund til at være godt tilfredse med indsatsen, siger Michael Schoop.

2008 var et mærkeligt år, påpeger han: 1. kvartal var strålende, 2. kvartal også, men i 3. kvartal satte afmatningen ind, og i 4. kvartal gik alt i stå.

- Men vores samlede gode fremgang i voluminer gennem året skyldtes især trafikker til Nord- og Sydamerika. Asien er naturligvis vanskelig i det danske marked, hvor der er flere stærke asiatiske online selskaber og også et par energiske kinesiske luftfartsselskaber, siger Michael Schoop. Nu får vi se, hvordan 2009 vil arte sig. Endnu er det alt for tidligt at spå, men jeg venter et vanskeligt år, der nok ikke når op på siden af 2008.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062