Aftale 1: Der skal flere midler til
Dansk Transport og Logistik betegner trafikaftalen som positiv for transportvirksomhederne.
- En afgiftsomlægning kan nok øge incitamentet til at udnytte de massive investeringer i den kollektive trafik. Men for godstransporten er det afgørende, at regeringen fra starten har meldt ud, at der ikke bliver tale om yderligere belastninger af transporterhvervets rammebetingelser. Derfor er aftalens udfald positivt for os, siger DTLs adm. direktør Erik Østergaard.
Men de 94 mia. kr. rækker desværre ikke langt nok i forhold til det massive behov, der er for investeringer i infrastruktur, vurderer han:
- Vi roser de nye principper om en rullende langtidsplanlægning og en infrastrukturfond med øremærkede midler, men vi beklager, at der stadig er alt for få penge til at modvirke trængslen på vores veje i de kommende år. De fleste af de 94 mia. drejer sig om vedligehold samt investeringer, der alligevel skulle have været foretaget. Med de trængselsproblemer, som DTLs medlemsvirksomheder dagligt møder, skal der flere midler til, siger Østergaard.
Tiltrængte udvidelserHan roser dog, at investeringer i infrastruktur endelig er kommet på dagsordenen, og at investeringerne vil gavne godstransporten på såvel vej som bane.
- Vi er blandt andet glade for, at man nu endelig vil udvide motorvejen flere tiltrængte steder i Danmark – f.eks. ved Vejlefjordbroen, på Vestfyn og på flere væsentlige indfaldsveje i hovedstadsområdet, siger Erik Østergaard, der selv sad med i regeringens Infrastrukturkommission.
DTL roser også, at der i aftalen er en lang række initiativer, der har positiv indflydelse på afviklingen af godstransporten, f.eks. en forbedring af adgangsvejene til flere vigtige havne.
DTL påpeger fortsat sammen med Danske Erhverv, at en relancering af en såkaldt ”Nordsøfond” vil kunne skaffe ca. 6 mia. kr. årligt til forbedringer af infrastrukturen.