23948sdkhjf

DTL-værktøjer overtræder konkurrencelovgivning

Men Konkurrencestyrelsen godkendte selv DTLs’ kalkulationsværktøjer i 1998 og derfor slipper brancheorganisationen med et fremadrettet krav om ændret praksis.

Men Konkurrencestyrelsen godkendte selv DTLs’ kalkulationsværktøjer i 1998 og derfor slipper brancheorganisationen med et fremadrettet krav om ændret praksis.



Konkurrencerådet har i dag afgjort, at brancheforeningen Dansk Transport og Logistik (DTL) gennem længere tid har overtrådt konkurrenceloven ved at udveksle informationer med foreningens medlemmer i strid med konkurrenceloven.

- DTL’s informationsudveksling har været egnet til at ensrette medlemmernes priser og dermed begrænse konkurrencen. Det er ulovligt, forklarer Konkurrencestyrelsens direktør Agnete Gersing.

DTL har blandt andet offentliggjort en elektronisk beregningsmodel til brug for medlemmernes justering af kørselspriser, hvis dieselolien stiger, men ikke omvendt, samt stillet et kalkulationsværktøj til rådighed for foreningens medlemmer, hvor en række omkostningsposter er forhåndsudfyldt, selvom omkostningsposterne burde være individuelle for den enkelte vognmandsvirksomhed.

Endelig har DTL udgivet omkostningsprognoser med DTL’s forventninger til omkostningsudviklingen det kommende år, samt opfordret medlemmerne til at vælte omkostningsstigninger over på kunderne..

- Det er naturligt, at brancheforeninger udsender information til deres medlemmer om forskellige forhold. En stor del af denne informationsudveksling er ud fra et konkurrencemæssigt synspunkt uproblematisk. Men nogle former for informationsudveksling fra brancheforeninger kan hæmme konkurrencen og er derfor forbudt, udtaler Agnete Gersing

Unødvendigt raid

I Dansk Transport & Logistik betegner man Konkurrencestyrelsens uanmeldte ransagning af DTL’s kontorer i marts som helt unødvendigt, fordi vognmandsorgnisationen frivilligt og på eget initiativ havde bedt styrelsen om en dialog.

- Afgørelsen siger, at vi nu skal justere nogle medlemsværktøjer, som vi i forvejen enten allerede havde ændret eller havde ønsket en dialog med Konkurrencestyrelsen om – og herudover justere værktøjer, som Konkurrencestyrelsen tidligere har godkendt. Det gør vi så. Vi er ikke overraskede over, at der ikke er kommet mere ud af sagen. DTL har ikke viden om, at der skulle være aftalte priser i branchen, og vi har heller ikke medvirket til det. Vi har derimod gennem mange år haft en åben dialog med Konkurrencestyrelsen – og det, som Konkurrencerådet nu ønsker justeret af DTL, kunne Konkurrencestyrelsen helt udramatisk have bedt os om, hvis styrelsen var kommet til det møde, vi havde inviteret styrelsen til godt en måneds tid før det uanmeldte kontrolbesøg, siger adm. direktør i DTL, Erik Østergaard.

DTL havde i begyndelsen af året inviteret styrelsen til møde for blandt andet at høre, om Konkurrencestyrelsen mente, at der kunne være problemer med nogle af de værktøjer og informationer, som DTL forsyner de danske transportvirksomheder med.

Dem havde DTL i øvrigt selv oplyst styrelsen om i anden sammenhæng i 2006. Mødet skulle ifølge aftalen med styrelsen have været holdt hos DTL den 6. marts i år.

- Men et par dage forinden meddelte Konkurrencestyrelsen telefonisk, at man var blevet forhindret den 6. marts, og der blev aftalt nyt mødetidspunkt til den 24. april. I stedet valgte styrelsen så at gennemføre et dawn raid, der fandt sted ugen efter det aflyste møde, og styrelsens fremgangsmåde har derfor overrasket DTL. Havde styrelsen i stedet fortsat dialogen med DTL, havde det efterfølgende dawn raid og undersøgelsesarbejde været unødvendigt. Efter vores mening har styrelsen valgt at benytte en unødvendig fremgangsmåde for at skaffe sig nogle informationer, som man kunne have fået ved at fortsætte den dialog, man allerede havde med DTL. Denne adfærd har efter vores bedste overbevisning været et spild af skatteborgernes penge, slutter Erik Østergaard.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11