DSV’s overtagelse af belgiske ABX tegner indtil videre til at blive en succes for den danske transportkoncern.
I morgen offentliggør DSV sin plan for integrationen af ABX og de forventede besparelser ved opkøbet, som kostede DSV 5,6 milliarder kroner.
- Der er ikke dukket noget op i den mellemliggende periode, som gør os nervøse og usikre, eller at vi har forandret vores opfattelse dramatisk. Men vi kan endnu ikke træde ind i ABX og lede selskabet. Det kan vi først, når vi har betalt pengene, siger DSV’s topchef Jens Bjørn Andersen i et interview med RB-Børsen.
Handlen ventes at falde på plads i denne uge, efter at EU’s konkurrencemyndigheder har sagt god for overtagelsen.
DSV har gennem de seneste ti år blandt andet opkøbt Samson Transport, DFDS Dan Transport Group, Frans Maas og nu ABX.
- Hvis der kom et meget meget attraktivt selskab forbi, ville vi alvorligt overveje det. Men vi siger, at et opkøb af ABX' størrelse tager 2-3 år at fordøje. Derfor vil jeg sige, at vi lige skal have overstået det først, selvom vi aldrig udelukker noget. Vi kigger hele tiden på noget, og vi fører hele tiden samtaler med forskellige emner. Vi har også lige lavet nogle mindre opkøb - blandt andet et i Norge. Sådanne ting kan vi godt rumme, men der kommet nok til at gå et par år, før vi laver et stort fundamentalt opkøb igen, siger Jens Bjørn Andersen til RB-Børsen.