Op mod 23 aflæssesteder hver dag sætter sit præg på forbruget hos Primo Vinduers lastbiler.
Af Finn Bjerremand
Primo Vinduer i den sønderjyske by Lintrup fik tidligere på året leveret en ny Scania P340 med en 6-cylindret 12 liters Euro 4 motor med EGR (udstødningstilbageførsel) samt Opticruise gearkasse.
Den nye Scania kører distributionskørsel med 15 til 20 aflæssesteder på hver tur og somme tider helt op til 23 aflæsninger på en enkelt tur op igennem Jylland.
Forvognen er opbygget med et DAPA-veksellad, og har nu kørt over 17.000 km siden den blev leveret.
Vi har af vognens faste chauffør Johnny Christensen fået udleveret brændstofregnskabet for perioden mellem 9.571 og 17.677 km. I den periode har vognens motor forbrugt 2215 liter dieselolie. Det giver et forbrug på rundt regnet 3,66 km pr. liter.
Godt nok?Om det er godt nok, er svært at sige, fordi vognen som sagt anvendes til distribution med mange aflæsseoperationer hver dag.
Omvendt har der heller ikke været nogen påhængsvogne med på nogen af de dage, der er omfattet af måleperioden. Lasten er som regel også kun et halv til trekvart læs, men ind i mellem køres der også med fuld last.
- Vi synes forbruget er tilfredsstillende, siger værkfører i produktionen hos Primo Vinduer, Mads Jensen.
Dyr transportMed udgangspunkt i en dieselpris på måske 11 kr. incl. moms pr. liter, er det ikke svært at regne ud, at det koster i nærheden af 2,50 kr. pr. km alene i dieselforbrug at køre Primo Vinduers Scania P340.
FaktaPrimo Vinduer
Primo Vinduer A/S er stiftet i 1975 og beskæftiger 140 medarbejdere. 2007 år blev der omsat for 160 mio. kr. og der eksporteres vinduer til hele Norden.
Virksomheden har udover produktionsanlægget i Lintrup også en fabrik i Billund og i Berlin, og råder over seks egne lastvogne samt en enkelt påhængsvogn. Med egne køretøjer distribuerer Primo Vinduer selv i Danmark og lidt i Nordtyskland.
Desuden købes der transport hver eneste dag hos transportfirmaer.