Ny hjørnesten i transportretten

Fagbog: Nyt digert værk om transportrettens mysterier og kringelkroge på gaden

Af advokat Henrik Kleis, Advokatfirma Delacour, Århus

Ting tager jo som bekendt tid, og fagbøger tager som regel voldsom lang tid.

Enhver, der har prøvet det, ved at det er en meget omfattende proces fra det tidspunkt, hvor tanken og emnet melder sig, til struktureringen af stoffet, udfærdigelsen af den indholdsfortegnelse, der senere bliver til en synopsis, der igen skal udfyldes og opdateres, og alligevel inden værket er på gaden i sagens natur er overhalet indenom af udviklingen.

Jeg taler her af lang og hårdt prøvet erfaring fra de gange, hvor jeg selv - enten alene eller sammen med andre - har fået udgivet fagbøger.

Hver gang har det været en lang, sej og spændende kamp at holde sammen på projektet og overbevise sig selv og forlaget om, at det nok før eller siden skal ende i en fødsel.

Problemet er jo, at jo mere ambitiøst man lægger ud, i jo højere grad fanger bordet og påkalder sig mange og løbende opdateringer – også under processen.

Der er ingen tvivl om, at advokat Per Vestergaard Pedersen, der netop er nedkommet med en mursten af en fagbog, har været igennem en del af disse frustrationer frem til det store øjeblik, hvor han har kunnet skrive sit forord til ”Transportret – introduktion til reglerne om transport af gods”, der nu er udkommet på forlaget Thomson.

Med over 1000 sider har der været noget at skrive om og senere rette i, og forfatteren, der til daglig er advokat, har givetvis ligesom os andre måtte bruge en meget stor del af sin fritid, på at få det til at lykkes.

Formålet med bogen har været, at give en samlet fremstilling af alle reglerne om godstransport og den indeholder selvstændige kapitler om diverse typer transport (vej – sø – luft – banetransport) samt multimodal transport og logistikaftaler.

Bogen angiver selv, at den er skrevet som håndbog for praktikere og jurister, som beskæftiger sig med transport og logistik, og at den desuden er tiltænkt som lærebog for studerende på universiteter, handelshøjskoler og andre uddannelsesinstitutioner.

Indtil videre har de studerende på Århus og Københavns universiteter, som har taget specialfaget transportret, været prøvekaniner og er blevet trukket igennem stoffet.

Det har været forfatterens tanke, at bogen skulle være en slags introduktionsbog, som omtaler de grundlæggende og vigtigste forhold vedrørende transportreglerne og deres anvendelse i praksis, og som sådan vil man i de fleste tilfælde, hvor et emne kræver tilbundsgående undersøgelser på fodnote niveau, nok være med til at supplere med speciallitteratur.

Og det er også derfor forfatteren ydmygt som undertitel til bogen har anvendt ordet ”introduktion”.

På flere områder udmærker bogen sig ved en meget udførlig omtale af bl.a. retspraksis, og de enkelte domme er godt og grundigt beskrevet og kommenteret, og det samme gælder på nogle områder for så vidt angår transportdokumenterne.

Selvom der er mange emner, og bogen som sådan hænger sammen i sin helhed, har forfatteren bestræbt sig på, at gøre hvert enkelt afsnit selvstændigt i den forstand, at det kan læses uden for den højere forståelse og uden at skulle læse samtlige 1000 sider.

Det meste af bogen er således bygget op omkring gammelkendte og helt naturlige emner, men særligt bogens kapitel 11 om logistikaftaler er en god og tiltrængt beskrivelse af dette til stadighed mere aktuelle emne.

Det er uddybet med en beskrivelse af produktions- og handelsvirksomheders outsourcing af transport- og logistikopgaver til professionelle logistikoperatører, og omtaler såvel godsrelaterede logistikydelser som finansielle logistikydelser.

Herudover gennemgås anvendelsen af elektronisk kommunikation og anden informationsteknologi, tredje- og fjerdeparts logistikaftaler, logistikaftalens regulering af de konkrete transport- og logistikopgaver som skal udføres i henhold til aftalen, og forholdet mellem logistikaftaler og fravigelige bestemmelser om unimodal og multimodal transport.

Finansielle logistikydelser

Forfatteren omtaler de finansielle logistikydelser, der i modsætning til de mere klassiske af slagsen – der primært var koncentreret om den fysiske flytning og opbevaring og håndtering af godset – nu mere handler om overførsel og sikring af betaling for det solgte gods. Og for afdækning af alle de risici, der i værste fald kan føre til, at sælger ikke får betalt den fulde købesum efter godsets overgivelse til transport.

Forfatteren omtaler det forhold, at enkelte logistikoperatører f.eks. er begyndt at tilbyde finansielle logistikydelser, der indebærer at sælgeren endelig får betalt den fulde købesum, når godset er afsat til køberen og operatøren har modtaget salgsfakturaen og visse andre dokumenter.

Sælgeren kan have ret til at beholde hele den udbetalte købesum uanset om godset bortkommer, beskadiges eller forsinkes, hvor transporten uanset om køberen ikke vil, kan eller har pligt til at betale købesummen.

Forfatteren præciserer dermed, at logistikoperatøren overtager kravet på købesummen og inddriver dette for egen risiko, hvortil kommer at logistikoperatøren overtager risikoen for godsets bortkomst, beskadigelse eller forsinkelse mod transporten samt kundens eventuelle erstatningskrav mod transportører og andre.

Disse risici, og operatørens mulige ansvar over for kunden, kan logistikoperatøren i et vist omfang få dækket under en særlig forsikringsordning, der har visse lighedspunkter med dele af transportkundernes vareforsikring, transportørernes ansvarsforsikring og sælgers kreditforsikring.

De fordele kunderne ifølge forfatteren opnår ved finansielle logistikydelser er, at kunderne får endelig udbetalt den fulde købesum umiddelbart efter overgivelse af godset til transport, hvormed kunderne undgår kapitalbinding i solgte varer indtil modtagelsen af købesummen fra køberne.

Endvidere undgår kunderne de risici, der er forbundet med godsets bortkomst, beskadigelse eller forsinkelse under transporten og med manglende betaling af købesummen, ligesom alt arbejde og omkostningerne forbundet med tegning af vareforsikring gennemføres eventuelle erstatningskrav mod transportørerne, overførsel af betaling fra køber og sikringsarrangement af forbindelse hermed (f.eks. remburs) samt inddrivelse af betaling fra køberne.

En yderligere interessant ting ved Per Vestergaards bog er omtalen af tredje- og fjerdepartslogistikaftaler, som stadig er et lidt svævende begreb for mange.

Således beskriver Per Vestergaard tredjepartslogistikaftaler som den type aftaler, hvor kunden og logistikoperatøren i en bestemt periode skal samarbejde på en nærmere angiven måde om udførelsen af kundens logistikopgaver, at logistikoperatøren har pligt til at udføre de typer logistikopgaver på den aftalte måde, og at kunden har pligt til at lade alle eller en bestemt del af sine logistikopgaver udføre af logistikoperatøren.

Logistikoperatøren kan selv udføre den konkrete logistikopgave, men vil i praksis ofte lade dette helt eller delvist udføre af underentreprenører, der kan være både transportører og andre former for virksomheder.

Derved bliver logistikoperatøren en del af det, som Per Vestergaard kalder en aftalekæde, der omfatter kunden, logistikoperatøren og dennes underleverandør, der fysisk udfører transport- og logistikydelserne.

Netop ved den form for aftaler vil logistikoperatøren ofte blive betegnet som tredjepartsoperatøren og dermed bliver aftalen en tredjepartslogistikaftale.

Per Vestergaard påpeger det forhold, at tredjepartsoperatør i modsætning til fjerdepartsoperatør normalt ikke skal organisere, opbygge og vedligeholde kundens indgående og udgående distributionskæder. Kunden skal derfor selv sørge for supply chain management.

Det er vigtigt, at være opmærksom på, at tredjepartsoperatøren dermed normalt kun skal udføre konkrete logistikopgaver, når kunden instruerer operatøren om det og dermed ikke skal træffe beslutninger eller yde rådgivning med hensyn til opgavernes art, omfang, sammensætning og tidspunktet for deres udførelse.

Fjerdepartslogistikaftaler derimod indebærer normalt kun, når logistikoperatøren i en bestemt periode skal samarbejde tæt på en nærmere angiven måde om udførelsen af kundens logistikopgaver, at logistikoperatøren har pligt til at udføre de aftalte typer logistikopgaver på den aftalte måde, og at kunden har pligt til at lade alle eller en bestemt del af sine logistikopgaver udføre af logistikoperatøren.

Per Vestergaard påpeger helt korrekt, at aftalerne normalt og måske endda i de fleste tilfælde bestemmer, at kunden skal lade alle sine transporter og logistikopgaver udføre af den pågældende logistikoperatør eller at denne og en enkelt eller nogle få andre logistikoperatører.

Det påpeges endvidere, at fordelingen af opgaverne mellem flere logistikoperatører kan være baseret på forskellige kriterier, f.eks. geografiske kriterier, hvor en operatør skal udføre alle opgaver, f.eks. mellem Danmark og Asien og en anden operatør, f.eks. mellem Danmark og Nordamerika.

En anden mulighed er det praktiske eller kommercielle kriterium omhandlende eksempelvis forskellige typer af produkter, hvilket eksempelvis kan indebære, at en operatør skal udføre alle opgaver i relation til forsendelse af temperaturfølsomme varer og en anden operatør skal udføre alle andre opgaver.

Det påpeges endvidere i bogen, at logistikoperatøren ofte indgår aftaler med en eller flere tredjepartsoperatører om udførelsen af de konkrete logistikopgaver, og at tredjepartsoperatørerne ofte lader de store dele af logistikopgaverne udføre af deres underentreprenører.

Dermed bliver logistikoperatøren en slags berettiget og forpligtet fjerdepart i afsætterkæden, som nu omfatter både kunden, logistikoperatøren, tredjepartsoperatøren og dennes underleverandør og dermed bliver vores logistikoperatør ikke blot tredjeparts- men nu fjerdepartsoperatør og aftalen er altså en fjerdepartslogistikaftale.

Som Per Vestergaard også rigtigt anfører, kaldes denne form for fjerdepartslogistikaftaler ofte for non-asset based third party logistics.

Videre anføres det, at fjerdepartslogistikoperatøren ofte påtager sig vidtgående forpligtelser med hensyn til organisering, opbygning og vedligeholdelse af de distributionskæder, kunden har både indgående og udgående.

Denne forpligtelse kan indebære, at operatøren i tæt samarbejde med kunden skal udføre alle eller de fleste funktioner i forbindelse med kundens supply chain management og operatøren skal dermed yde rådgivning til kunden om de forskellige muligheder for at opfylde kundens behov for transport- og logistikydelser.

Senere i bogen anfører Per Vestergaard, at der er mange og varierende opfattelser af hvad henholdsvis tredjeparts- og fjerdepartslogistik er, hvad de vigtigste forskelle mellem de to typer logistik er, og hvilke bestemmelser aftaler om de to typer logistik normalt indeholder og bør indeholde.

Sammenfattende om Per Vestergaard Pedersens bogværk kan det slås fast, at der er tale om et meget seriøst, omfattende, og opdateret beskrivelse af "transportretten" som den tager sig ud for de danske transportører i 2008.

Der er derfor ingen tvivl om, at bogen bliver fast inventar på de advokatkontorer, der beskæftiger sig med transportret, og på højere læreanstalter, der enten selv er eller køber transport i større mængder.

På den anden side er bogen nok næppe mere tilgængelig for "lægmand" end at mange transportører uden en juridisk embedseksamen kan blive fristet til at springe over, hvor gærdet er lidt lavere, og måske købe en lidt smallere og mere tilgængelig fagbog - om end det ikke bør være prisen på 1298 kroner plus moms, der skiller de danske transportører fra højere visdom.

Uanset det, er der ingen tvivl om, at Per Vestergaard Pedersens værk vil være holdbar mange år fremover.