Svenske socialdemokrater får opbakning fra statslig erhvervsudviklingsmyndighed.
Det er den statslige svenske institution Nutek, der skal fremme økonomisks- og regional udvikling, der i et høringssvar vurderer at fusionen af Post Danmark og svenske Posten reelt kræver en privatisering af Posten.
Nutek påpeger, at Sverige kun vil få en aktieandel i de fusionerede selskab på 60 procent, selv om Posten tegner sig for 70 procent af omsætningen.
- Alt i alt synes det at være en dårlig forretning for Sverige, udtaler generaldirektøren for Nutek, Sune Halvarsson.
Nutek stiller både spørgsmål ved prissætningen på Posten og kapitalfonden CVC’s ejerskab af 23 procent af aktierne i Post Danmark.
CVC’s aftale med den danske stat omkring aktieposten i Post Danmark betyder ifølge svenskerne, at CVC har ret til at købe aktiemajoriteten i Post Danmark eller alternativt at sælge sin aktiepost til markedspris.
Dermed vil en fusion reelt tvinge Danmark og Sverige til enten at tilbagekøbe CVC’s aktier eller tillade en børsnotering af det fusionerede selskab, så CVC får mulighed for at afhænde aktierne til markedsprisen.
En børsnotering vil gennemtvinge en privatisering af svenske Posten – et skridt, som især den socialdemokratiske opposition anser for problematiske.
- En privatisering kræver en betydeligt grundigere analyse af en fusion end den som regeringen har præsenteret, udtaler socialdemokraten Tomas Eneroth, der er næstformand i erhvervsudvalget i den svenske Rigsdag.
Han overvejer ifølge dagbladet Dagens Industri, at indbringe fusionen til den særlige instans Konstitutionsutskottet, der har til opgave at sikre den svenske grundlov overholdes.
Også den svenske post- og telestyrelse kræver en grundig undersøgelse af konsekvenserne ved en fusion mellem Posten og Post Danmark Erhvervsminister Maud Olofssons statssekretær Ola Alterå afviser kritikken og påpeger, at der allerede er lavet tre analyser af handlen. Han mener også, at fokus på omsætningen i Posten kontra Post Danmark giver et ukomplet billede af værdien i de to selskaber.
- Post Danmark har betydelige værdier i fast ejendom og aktier i det belgiske postvæsen. Det påvirker naturligvis vurderingen. Desuden tager vi 1,4 milliarder ud af svenske Posten inden fusionen gennemføres, siger Ola Alterå, der også påpeger, at man fortsat vil beholde en aktiepost på mindst 35 procent.