Odense Staalskibsværfts seneste nybygning blev lørdag navngivet ”Marchen Mærsk”.
Det nye containerskib, der har en kapacitet på 7.000 TEU, blev lørdag 10. maj navngivet af Fru Ingrid Steenstrøm Nielsen, der er gift med administrerende direktør Finn Buus Nielsen, Odense Staalskibsværft.
Mere end 500 medarbejdere og ledsagere fra A.P. Møller - Mærsk og Værftet var inviteret til at fejre navngivningen af nybygning L 212 fra Odense Staalskibsværft
”Marchen Mærsk”, der er hjemmehørende i Dragør, er det andet skib i en serie på seks containerskibe .
Skibet er ifølge Odense Staalskibsværft designet og bygget, så det opfylder de højeste krav til sikker, præcis, miljøvenlig og økonomisk transport overalt på kloden. Der er blandt andet installeret et anlæg, der udnytter motorens spildvarme, så den forbrugte energi anvendes optimalt.
Skibet er højt automatiseret og alt overvåges af avancerede computersystemer for at opnå en rationel arbejdsgang om bord.
Med sin 12-cylindrede Wärtsilä RT-flex hovedmotor, der yder 93.000 HK, vil ”Marchen Mærsk” efter leveringen indgå i Maersk Line's verdensomspændende linieservice.
”Marchen Mærsk” føres af kaptajn Hans Pauli Henryson med Michael Skov Refslund som maskinchef.