Transportsektoren gør nu endnu et forsøg på at få Folketinget til at ændre på straffene i forbindelse med køre-hviletidssager og flere politikere er villige til at se på sagen.
International Transport Danmark (ITD) har netop i samarbejde med DI Transport sendt en række sager til medlemmerne i Folketingets retsudvalg og trafikudvalg. Sager, der skal vise, at de skærpede straffe, som Folketinget indførte i 2005, er ude af proportioner.
Chauffører risikerer at miste deres kørekort på grund af bagatelagtige overtrædelser, mener organisationerne.
ITD har blandt andet fået udarbejdet et juridisk responsum af lektor ph.d. cand.jur. Thomas Elholm. Udover, at straffene ikke står mål med overtrædelserne, vurderer Elholm, at en række afgørelser ikke lever op til retssikkerheden.
Flere politikere siger til Danmarks Transport-Tidende, at de er villige til at se på sagen med henblik på at lempe de skærpede straffe.
- Det er urimeligt, at der i dag falder store bøder for småting, siger SF’eren Karina Lorentzen og også Tom Behnke (Kons) er interesseret i at skabe ”rimelighed i sanktionerne i forhold til, om det er en bagatel eller en mere alvorlig forseelse”.
Venstres Karsten Nonbo er klar til at bakke lidt i forhold til de skrappe sanktioner:
- Jeg vil godt indrømme, at vi var hardcore i 2005. Men jeg er også klar til at sige undskyld der, hvor vi er gået for vidt.
Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti vil rejse spørgsmålet om sanktionernes proportioner overfor justitsminister Lene Espersen.