Vanflash: Seat Leon Ecomotive TDI leverer rigtigt mange kilometer på en liter diesel.
Af Lars Lassen
Det er en lidt aparte oplevelse at folde sig ind bag rattet i det stykke spansk fuldblod, som Seat Leon nu en gang er, for så at behandle speederen som et råddent æg. Men det bliver hurtigt en sport i sig selv, at spare på dieselen, når det er den nye Seat Leon Ecomotive TDI, det drejer sig om.
Her er det det sportslige Leon-image trængt i baggrunden til fordel for miljøvenlig omgang med brændstoffet.
På samme vis som Volkswagens Blue Motion program, så leverer Leon Ecomotive rigtig mange kilometer på en liter dieselolie ved en kombination af en effektiv dieselmotor, en høj gearing af tredje, fjerde og femte gear og energieffektive dæk.
Enormt trykDen 4-cylindrede pumpe-dyse motor på 1.9 liter bliver fodret ved et enormt tryk på 2050 bar. Den elektroniske indsprøjtning er optimeret til høj brændstofudnyttelse.
Men det gør det ikke alene. Seat har som nævnt ændret udvekslingen, så tredje gear ændres fra 1,348 til 1,250, fjerde gear ændres fra 0,967 til 0,844 og femte gear ændres fra 0,744 til 0,625.
Det betyder, at Leon Ecomotive kører hurtigere ved et givent antal omdrejninger. Og jo lavere omdrejninger jo mindre brændstofforbrug.
Seat oplyser at den tidligere Leon 1.9 liter TDI kørte 46,0 km/t i 5. gear, ved 1000 omdrejninger pr. minut, hvor den nye Leon Ecomotive kører 54,6 km/t i 5. gear, ved 1000 omdrejninger pr. minut.
Det brummerI praksis betyder den høje gearing kombineret med en ganske momentstærk motor, at Leon Ecomotive kan køres i høje gear ved uvant lave omdrejninger. Det brummer noget i skroget – på både bil og fører – men det vænner man sig hurtigt til. Specielt fordi lave omdrejninger omgående bliver belønnet med fornemme forbrugstal i displayet til kørecomputeren.
Har man brug for mere offensiv kørsel, så kan Leon Ecomotive faktisk flytte sig i et ganske hæderligt tempo. Med en 0-100 acceleration på 10,9 sekunder og en tophastighed på 186 km/t er Leon Ecomotive bestemt ikke noget kedeligt bekendtskab.
SparsomSeat angiver brændstofforbruget til gennemsnitligt 22,2 kilometer på en liter diesel. Ganske respektabelt for en bil med egenvægt på 1.365 kilo. På landevej lover Seat hele 27 kilometer på literen. Ved bykørsel klarer Ecomotive dog kun 16,7 kilometer på literen.
Transport-Tidendes oplevelse af Leon Ecomotives beskedne tørst svarer ganske godt til reklamebrochurens løfter.
Hvis man skal tro kørecomputeren, så kørte testbilen mere end 30 kilometer på literen, på en adstadig tur op ad Strandvejen nord for København, hvor hastighedsgrænsen typisk er 60-70 kilometer i timen.
Motorvejskørsel koster omkring gennemsnittet på 22,2 kilometer på literen.
Bykørsel pynter til gengæld ikke på miljøregnskabet. Især korte ture trækker voldsomt ned i karakterbogen, fordi motoren skal være driftsvarm før løftet om mere end 16 kilometer på en liter diesel er inden for rækkevidde.
Men når det er sagt, så er det dræbende kedsommeligt at holde øje med brændstofmåleren i en Leon Ecomotive.
KøreglædeDerfor er Seat Leon Ecomotive også et interessant bud på en Van til langture med lette pakker i bagagen. Adgangen til varerummet er ikke optimal, blandt andet på grund af Seat Leons lave profil.
Men Seats varemærke, køreglæden, er fuldt bevaret og så gør det ikke så meget, at man skal strække lemmerne lidt ekstra, når man skal ind eller ud.
Næsten partikelfriLeon Ecomotive er ikke kun miljøvenlig ved at spare diesel. Et vedligeholdelsesfrit EGR-partikelfilter sikrer en omtrent partikelfri udstødning.
NOx-katalysatoren og partikelfilteret bygget sammen i én vedligeholdelsesfri enhed, der er placeret tæt på motoren. Dette sikrer en høj filter temperatur og en effektiv forbrænding af dieseludstødningens mikropartikler.
Filtret opfylder med partikelmasse på under 0,0005 g/km allerede de partikelemissioner, der først bliver gældende fra år 2015.
Ser man på CO2-belastningen, så er den opgivet til 119 gram/kilometer. Selv ved bykørsel når CO2 belastningen ikke over 150 gram per kilometer.
FactsSeat Leon Ecomotive TDI Van
Motor: 4-cyl. 1.9 liters turbodiesel
Ydelse: 105 hk
Moment: 250 Nm
Topfart: 186 km/t.
0-100: 10,9 sek.
Forbrug: 22,2 liter diesel (blandet kørsel)
Pris: 170.380,- kroner inkl. moms og afgift.