Prischok: Stigninger på helt op til 100 procent skal være med til at finansiere Tysklands trafik-masterplan.
Af Gwyn Nissen
Den tyske vejafgift, mauten, stiger til årsskiftet med mellem 50-100 procent. Stigningen vil indebære ekstra-omkostninger for dansk erhvervsliv i størrelsesorden 150-200 millioner kroner.
Tyskerne skal bruge de ekstra maut-milliarder til forbedringer af landets infrastruktur – den såkaldte masterplan.
De tyske planer støder på massiv modstand – såvel i hjemlandet som i udlandet og i Danmark, hvor formanden for International Transport Danmark, Mogens Therkelsen, Padborg, betegner forslaget som ”fuldstændig ude af proportioner - specielt set i lyset af, at den tyske trafikminister har annonceret en rekordindtjening på mauten i 2007 på 3,3 milliarder euro”.
ITD-formanden vurderer, at mauten de seneste tre år har givet Tyskland 8-9 milliarder euro i statskassen.
- En stor indtjening, som ikke har haft nogen synlig effekt på hverken den tyske jernbane- eller vejgodsinfrastruktur, mener Therkelsen.
Med denne nye varslede forhøjelse er der ifølge ITD lagt op til en voldsom stigning 1. januar 2009 på mellem 32 og 104 øre pr. kilometer med den største stigning for de mindst miljøvenlige lastbiler.
Mogens Therkelsen appellerer til den tyske trafikminister, om at tage ansvaret for Tyskland som et nødvendigt transitland i EU alvorligt og samarbejde i stedet for at modarbejde.
- Modarbejdet fremmer alene Tysklands egne interesser og svækker konkurrenceevnen samlet set i EU, og det er ikke meningen med et fællesskab, siger Mogens Therkelsen, dder også håber, at danske politikere vil få EU-kommissionen til at gribe ind over for Tysklands forsøg på at begrænse EU's konkurrenceevne og den frie vareudveksling.
DI-direktør: Tyskland bygger mure opDe tyske maut-stigninger er det samme som at sætte en mur op rundt om Tyskland. Det mener direktør i DI-transport, Michael Svane.
- Den tyske enegang er ikke speciel glædelig, men politikerne har set, at der er penge i det her. Mauten er en tysk skatteskrue.
Michael Svane vurderer, at stigningen er med til at vanskeliggøre transittransporten gennem Tyskland, men omvendt er det specielt for danske transportører – og dermed dansk erhvervsliv – er svært at slippe udenom Tyskland.
- Derfor kommer de 150-200 millioner kroner i sidste ende til at belaste dansk erhvervsliv, vores konkurrenceevne og danske forbrugere, kritiserer Michael Svane.
Han mener, at EU-Kommissionen bør vurderer, hvor langt tyskerne kan gå i denne sag.
- Der er en øvre grænse for den byrde, tyskerne kan pålægge europæisk erhvervsliv.
Selv om EU’s transportkommissær Jacques Barros har opfordret tyskerne til at lade mauten gælde helt ned til varebiler på 3,5 ton., forbliver grænsen ifølge den tyske transportminister Wolfgang Tiefensee 12 ton.
Barros’ forslag skyldes, at de små lastvogne/varevogne – og dermed ofte lokale transportører – har en konkurrencefordel ved ikke at skulle betale vejskat.