Kraftfuld: Landet med den barske natur stiller store krav til materiellet
Af Finn Bjerremand
I Island er Volvos kraftigste lastvognsserie FH16 en særdeles populær lastvogn. Naturen og den hårde vinter stiller store krav til materiellet, og derfor kører mange lastvogne med tandembogie.
Hver fjerde Volvo-lastvogn, der bliver solgt på den nordatlantiske ø, er en FH 16, og langt de fleste kunder vælger den kraftigste version med 660 hk motor, hvor I-shift gearkassen er standard.
En af dem, der kører med en af de kraftige Volvo-lastvogne, er den 24-årige Lilja Maria Ivarsdottir. Hun kører dagligt to ture på mellem 250 og 300 kilometer.
Den flotte FH 16 hun kører med, er kendt langt uden for Island på grund af den pink farve.
På trods af en meget flot reklame på bagenden af den flotte Legras walkingfloor-trailer, er det affald, der er ombord, når Lilja Maria kører sine 500 til 600 kilometer dagligt.
Lilja Maria er ansat hos sin bror, der driver en vognmandsforretning med tre Volvo FH 16 ligesom han har en køreskole.
For at kunne køre med den maksimal tilladte vogntogsvægt på 49 ton i Island, kræves der tandembogie på trækkeren og tvillingehjul på den treakslede trailer.