Formand Mogens Therkelsen, Padborg, hæfter sig især ved, at den svenske linktrailer og yderligere 17 transportcentre og havne er med i modulvogntog-forsøget.
- Det er særdeles glædeligt, at forsøget nu også omfatter den svenske link-model, netop fordi vi taler om en forsøgsordning, hvor det er vigtigt, at vi samler så meget og så bred information sammen som muligt, siger vognmand Mogens Therkelsen.
Link-trailer-kombinationen har den fordel, at begge moduler efter adskillelse kan flyttes af den samme trækkende enhed. Godkendelsen i Danmark betyder, at de svenske link-trailere nu kan anvendes i hele Skandinavien.
- Alle vinder ved indførelse af modulvogntog – herunder ikke mindst miljøet og færdselssikkerheden – så vi skal bare i gang med forsøget. Samtidig opfordrer vi ministeren til, at der fra dansk side lægges størst muligt pres på de øvrige EU-lande, så vi får udbredt modulvogntog til hele Europa. Det duer ikke, at vi skal stoppe ved grænsen, siger Mogens Therkelsen.