Islandske chauffører og vognmænd har mistet tålmodigheden over for politikerne.
De islandske transportfolk er vrede over de høje oliepriser og de stramme regler på køre- og hviletidsområdet, der gør det svært at drive rentabel forretning i transportbranchen.
Derfor har der indenfor den sidste tid været strejke i vognmandskredse i Island, hvor der blandt andet har været etableret fysiske blokader flere steder på vejnettet. Aktionerne forløber fredeligt og der aktioneres fortsat.
Islandske vognmænd mener, at hviletidsbestemmelserne og den digitale tachograf ikke tager højde for de klimatiske forhold i Island.
Hvis en chauffør lægger sig til at sove på en parkeringsplads ude på ruten, risikerer han eller hun let at vågne op til et voldsomt uvejr ni ti timer efter og kommer i stedet til at holde i et helt døgn til vejret igen er blevet godt.