Tyskland ventes at vedtage en kraftig stramning af cabotagereglerne allerede fra 1. maj 2008
Af Lars Lassen
Hvis det tyske trafikminsteriums stramning af cabotagereglerne bliver vedtaget i forbundsdagen i Berlin, så skal de danske vognmænd, der har biler kørende indenrigs godstrafik i Tyskland, holde tungen lige i munden fra 1. maj.
Da træder en krads tysk stramning af EU’s ganske løst formulerede cabotageregler i kraft. Det betyder at et udenlandsk lastvognstog i Tyskland højst må køre tre cabotagetransporter inden for en uge. Derefter skal vogntoget forlade Tyskland for at udføre en international transportopgave, inden det eventuelt vender tilbage til Tyskland.
Ifølge International Transport Danmark (ITD) ventes forslaget at blive vedtaget af et flertal i Forbundsdagen.
- De nye regler træder formentlig i kraft med meget kort varsel. Det er endnu uvist, præcist hvordan man vil tolke reglerne fra tysk side, eksempelvis med hensyn til stykgodstransporter. Men det er naturligvis noget vi undersøger i øjeblikket, fortæller Anders Jessen, ITD.
Den tyske stramning ligner et tilsvarende forslag fra EU-Kommssionen, der netop er blevet godkendt af EU’s transportminstre.
De nuværende EU-regler sætter ikke præcise rammer for cabotagekørslen, men kræver blot at der er tale om lejlighedsvis kørsel af midlertidig karakter.
Den formulering har tidligere fået Frankrig til at indføre en national præcisering og nu følger Tyskland trop, blandt andet med den begrundelse, at de nuværende EU-regler er så løst formuleret, at det umuligt at kontrollere og håndhæve retsligt.
Udsigten til begrænsningerne i landevejstransporternes frie bevægelighed vækker ikke begejstring i ITD.
- Der er en klar tendens blandt de store centraleuropæiske EU-lande, hvor man ønsker begrænsninger for cabotagekørslen, siger Anders Jessen.
Tyskland går formentlig enegang for at sende et signal til EU, hvor man arbejder på et tilsvarende regelsæt.
- De tyske regler er en alvorlig hindring for transportvirksomhedernes muligheder for at optimere, deres internationale transporter. Det vil simpelthen betyde, at der bliver kørt mange flere tomme kilometer. Det skader naturligvis transportvirksomhedernes indtjening, men det skader også miljøet fordi brændstofudnyttelsen bliver dårligere og samtidig øger det trængslen på vejene, fordi der skal køre flere lastvogne, for at flytte den samme mængde gods, siger Anders Jessen.
EU-kompromisDet ventes at EU’s Ministerråd vil vedtage det nye cabotage direktiv, der har fået en forsigtigt positiv modtagelse fra transportminister Carina Christensen, allerede i juni.
- Vi skal undgå nationale særordninger på cabotageområdet i de enkelte EU-lande. Det kompromis, der nu tegner sig med en fælles definition på cabotage, hvor det er muligt at foretage 3 cabotagekørsler på 7 dage, synes jeg alt i alt er en balanceret løsning. Men cabotage kan bidrage til at reducere den samlede lastbilkørsel i Europa. Det er godt for miljøet, at der ikke kører tomme lastbiler rundt. Derfor hæfter jeg mig også ved forslaget om at cabotageordningen efter en tid tages op til revision med henblik på en yderligere afregulering. Det mener jeg er klogt, udtaler transportminister Carina Christensen.
EU’s transportministre gav i går en positiv modtagelse til et kompromisforslag om begrænsning af cabotageretten fra det slovenske formandskab for ministerrådet. Dermed er det sandsynligt at transportministrene vil vedtage det nye direktiv allerede i juni. Det betyder, at et vogntog maksimalt må køres tre cabotage-transporter i et fremmed EU-land i tilslutning til en international transport. De tre transporter skal være afsluttet inden for en tidsperiode på syv dage.
- Vi skal undgå nationale særordninger på cabotageområdet i de enkelte EU-lande. Det kompromis, der nu tegner sig med en fælles definition på cabotage, hvor det er muligt at foretage 3 cabotagekørsler på 7 dage, synes jeg alt i alt er en balanceret kompromisløsning. Men cabotage kan bidrage til at reducere den samlede lastbilkørsel i Europa. Det er godt for miljøet, at der ikke kører tomme lastbiler rundt. Derfor hæfter jeg mig også ved forslaget om at cabotageordningen efter en tid tages op til revision med henblik på en yderligere afregulering. Det mener jeg er klogt, udtaler transportminister Carina Christensen.
Stramningen af cabotagereglerne, der hidtil har anvendt løst formulerede grænser som ’lejlighedsvis’ og ’midlertidige’, har vakt kritik fra flere danske erhvervsorganisationer, hvor man anser stramningen for et indgreb i vare- og tjenesteydelsers frie bevægelighed.