Center med vokseværk
Transportcentre: Selv om der er et halvt år til indvielsen af Hirtshals Transport Center, er næste udvidelse allerede på tegnebrættet. Det bringer projektet op på omkring 330 millioner kroner.
Af Lars Lassen
Det er kun fire måneder siden den forhenværende transportminister Jakob Aksel Nielsen tog det første spadestik til det 130 millioner dyre Hirtshals Transport Center.
Men ejerkredsen bag har allerede nu indgået en aftale med MT Højgård, der udvider projektet med omkring 200 millioner kroner.
Hirtshals Transport Centers (HTC) oprindelige projekt dækker et 100.000 kvadratmeter stort område, hvor der opføres nyt toldkontor og kontorer til rederierne Color Line og Kystlink.
Desuden opføres der to tankanlæg og trailer- og dækservice, samt andre servicetilbud til transportsektoren.
- For at skabe et komplet transportcenter med alle tænkelige faciliteter har vi indgået aftale med MT Højgaard om udbygningen af resten af området, plus om at bygge på yderligere 140.000 kvadratmeter, som vi regner med at råde over fra nytår. MT Højgaard har nemlig visionerne og en række spændende ideer til et komplet transportcenter, siger centerdirektør Tonni Sørensen fra HTC.
KerneforretningHirtshals Transport Centers kerneforretning bliver den støt stigende lastvognstrafik mellem Danmark og Norge, hvor der i 2006 gik 132.000 lastvogne- og trailere (12 meter-ekvivalenter) med Color Line og KystLinks færger.
Dertil kommer de 350.000 personbiler, der i 2006 tog turen med Norges-færgerne, samt godstrafik til og fra Island og Færøerne.
Marked i vækstColor Lines nye Superspeed-færger, der øger fragtkapaciteten markant, og færgerederiets konsolidering af Norges-trafikkerne i Hirtshals skaber en forventning om en kraftig vækst i godstrafikken på Hirtshals Havn i de kommende år.
Centerdirektør Tonni Sørensen mener, at centret bliver det ideelle stop for erhvervschauffører. Når lastbilerne ankommer Hirtshals fra Norge kan chaufførerne nå at fortolde, tanke og gøre et par mindre indkøb, inden de sætter kursen mod f.eks. den dansk-tyske grænse.
Ventetid- Har de brugt en time i Hirtshals til at fortolde, tanke og servicere lastbilen, kan de uden at overtræde køre- hviletidsbestemmelserne nå ned til grænsen. Den anden vej har chaufførerne gerne lidt mere tid til rådighed, og her vil centret kunne give dem en lang række tilbud i ventetiden, siger centerdirektør Tonni Sørensen.
Facts:Hirtshals Transport Center
HTC P/S er dannet af seks private investorer. Selskabet råder over et areal på 240.000 kvadratmeter lige ud til motorvejen.
1. og 2. etape indeholder toldkontor, fragtbehandling for rederierne Color Line og Kystlink, KGH Spedition, konferencelokaler, chaufførrum, hotel, cafeteria, kiosk, forretninger, velfærdsydelser, lagerhotel, to tankanlæg, trailerservice, dækservice og et vaskeri. Færdiggøres i perioden efterår 2008 til sommeren 2009.
3. etape er planlagt at indeholde blandt andet speditionsfirma(er), kontorfaciliteter for f.eks. revision og regnskab, vaskeanlæg, lastbilforhandling, bilsalg og auto-service.
I alt forventes investeringer på i alt 330 mio. kroner.
MT Højgaard jagter kunderUdover at bygge skal MT Højgaard også skaffe erhvervslejere og købere til HTC. Det drejer sig om hoteldrift, cafeteria, kiosk, butikker, lagerhotel, vaskehal, vaskeri, kontorfaciliteter til servicevirksomheder og ikke mindst speditions- og transportfirmaer.
Afdelingschef for salg og tilbud Casper K. Mikkelsen fra MT Højgaards nordjyske division og hans kollega, afdelingschef Jens Jørn Christensen, skal i de kommende måneder indgå aftaler med virksomheder, der kan se mulighederne i Nordjyllands største og mest avancerede transportcenter.
- Vi har allerede de første aftaler på plads med fremtidige lejere og intensiverer nu arbejdet med at finde de rigtige virksomheder, der kan varetage de funktioner, som et moderne transportcenter skal kunne tilbyde brugerne, fortæller Casper K. Mikkelsen.