FDL: Turbulent år for danske vognmænd
Stigende oliepriser, skærpet konkurrence fra lastbiler på udenlandske nummerplader og dårlige rammevilkår i Danmark prægede formandsberetningen på FDL’s generalforsamling.
- Det seneste års tid har været en turbulent periode for de danske vognmænd. Vi slås alle mere eller mindre med stigende oliepriser, øget konkurrence af udenlandske firmaer, både de rent udenlandske, men også danskejede biler på hvide plader og med udenlandsk arbejdskraft – sagde FDLs formand Ib Larsen i sin beretning på FDLs generalforsamling.
I øvrigt den sidste beretning Ib Larsen afleverer som formand for foreningen. Han har nemlig valgt at trække sig og blive menigt medlem af bestyrelsen.
Ib Larsens fortsatte:
- Man kan lide det eller ej, men den primære årsag til, at der stadigt flages ud, er de vanskelige betingelser, vores branche arbejder under. Det er ikke mindst derfor, at FDL konstant søger at presse på i det politiske system, og jeg tør godt påstå, at vi faktisk har været i stand til at påvirke meget, selv om vi i forhold til DTL er en lille organisation. Som bestyrelsesmedlemmerne Christian Jensen og Torbjørn Bay nok vil komme ind på, har FDL haft en delegation til et længere møde på Christiansborg. Resultatet af dette møde er bl.a. resulteret i, at samtlige trafikordfører – med baggrund i FDL´s materiale – har rettet forespørgsler til både justitsminister Lene Espersen og transportminister Carina Christensen, sagde Ib Larsen.
- Jeg er godt klar over, at der er mange vognmænd og chauffører, der er vrede og frustrerede. Mange af dem mener endda, at vi ikke gør nok, men vi kan som en troværdig organisation IKKE gå ud og opfordre til blokader eller lignende aktioner.
Forhandlingens vej
Det kan da godt være, der er nogle, der tror de kan løse vore problemer ved at gå ud og blokere, men jeg tror det er en dårlig udvej. Der er mange eksempler på, at politikerne ikke vil forhandle under trusler, og vi er i FDL overbevist om, at Lene Espersen ikke giver efter for trusler, hvis hun overhovedet vil forhandle med folk, der laver aktioner, sagde Ib Larsen og understregede, at FDL til fulde forstår den vrede og de frustrationer, som har bredt sig blandt vognmænd og chauffører.
- Ingen anden branche er i den grad blevet holdt hen med tom snak, og derfor forstår vi i bestyrelsen udmærket de folk, der taler om at aktionere. Vi mener bare ikke, det er vejen frem.
Den afgående formand påpegede, at vognmænd og chauffører ikke nød godt af mediernes vanlige velvilje over for aktionerende pædagoger, lærere og sygeplejersker.
- Hvis vognmænd eller chauffører formaster sig til at true med blokader, hænges vi ud som dumme og det, der er endnu værre. Vi har i FDL ofte slået på det psykiske pres, som vi må arbejde under, men det ignorerer pressen, selv om vi har det mindst lige så hårdt psykisk, som de offentligt ansatte. Mens vi er ved det med arbejdsmiljøet, og det psykiske pres, så er det påfaldende, at DTL først på det seneste – og efter at FDL igen og igen har slået på det – er begyndte at tale om det psykiske arbejdspres blandt vognmænd og chauffører, sagde Ib Larsen.
Retssikkerhed
- Noget af det, vi i FDL absolut ikke stiltiende vil affinde os med, er at man har fjernet retssikkerheden, og at politikerne mere eller mindre lader vognmandsbranchen i stikken. Det er en hån mod et erhverv, der om nogen får samfundet til at hænge sammen, og det er på tide, der gøres op med den form for politik. FDL siger også klart nej til særregler, nej til forslaget om partikelfiltre og klart nej til indførelse af kørselsafgifter for lastbiler i de større byer. Hvis det danske transporterhverv skal have en chance for at overleve, kræver det, at politikerne kommer os i møde i stedet for igen og igen at pålægge os nye restriktioner, nye afgifter og nye regler om snart det ene, snart det andet. Det, vi har brug for, er en fremsynet transportpolitik og for regler og love, der er tilpasset virkelighedens verden. Fri os for mere politisk makværk og lad os så få mulighed for at udføre vort arbejde under fair betingelser, sluttede Ib Larsen.