Nyheder fra Renault
Renault Trucks Nordic, som den nye nordiske organisation hedder fra nu af, løftede i fredags sløret for flere nyheder.
På organisationsplan præsenterede Direktør Mogens Nielsen en helt ny Nordisk organisation med forhandler og servicenet i alle de berørte lande. Med introduktionen af Renault Trucks Nordic, der får hovedkontor på Ringager i Brøndby, bibeholdes der dog lokale repræsentationer til at give den nødvendige nationale back up i hvert af de berørte lande. Med etableringen af en ny nordisk organisation er der også sket flere nyansættelser.
Ny MAGNUM - igen
På produktsiden viste Renault en ny version af Renaults flagskib gennem mere end 17 år – Renault Magnum. Magnum har ellers været igennem mange facelifts gennem de sidste 16 år, og mange forventede nok at den ville blive afløst, men den fortsætter med et nyt liv. Den nye Magnum har lige som flere af konkurrenternes lastvogne fået mere plads inde i førerhuset og et generelt bedre interiør. Forøgelsen af rumfanget er skete ved at løfte taget med en snes centimeter, så den indvendige ståhøjde nu er mere end to meter. Renault Magnum var som bekendt den første lastvogn på det Europæiske lastvognsmarked med motor under førerhuset og et helt fladt gulv. Büssing havde helt fladt gulv tilbage i 70erne, men det skyldtes jo at motoren lå ude i chassisrammen under ladet. Blandt nyhederne er også en ny køje, så chaufføren kan sove bedre, bedre radioanlæg m.v.
En anden nyhed på den tekniske front er introduktionen af 13 liters motoren (DXi 13) i Keraxserien, der er entreprenørvognen til de hårde opgaver i Renaults lastvognsprogram. Det betyder at Renault nu kan tilbyde entreprenørvogne med effekt op til 500 hk / 2450 Nm i drejningsmoment.
Lander 8X4
Som en anden nyhed i Renaults produktprogram kan Renault Lander nu også levers som en 8x4 version. Den type lastvogne er efterspurgt i Danmark, fordi man gerne vil have en lastvogn, der både er landevejspræget men som også kan klare at køre off-road med træk på begge bagaksler.
Man kan læse mere om de nye Renaultlastvogne i næste nummer af Trans Inform.