Sø- og Handelsretten afsiger for anden gang dom i sag om kæntret skib i Monrovia

Af advokat Henrik Kleis,

advokatfirmaet Delacour, Århus

Ikke helt sjældent sker det, at dommere får præsenteret samme sag i flere forklædninger. Særligt i internationale forhold nedlægges der af den eller de sagsøgte parter påstand om, at sagen skal afvises, idet den valgte domstol overhovedet ikke er berettiget til at behandle sagen som følge af forkert valgt værneting.

Sådan startede også den sag, hvor Sø- og Handelsretten den 19. marts afsagde dom i "2. akt". Sø- og Handelsretten har tidligere taget stilling til værnetingsspørgsmålet ved anvendelsen af de såkaldte Himalaya-klausuler og dommen blev for et års tid siden omgjort af Højesteret, der i modsætning til Sø- og Handelsretten mente, at sidstnævnte havde været berettiget og forpligtet til at tage sig af sagen, hvorfor Højesteret "hjemviste" sagen til behandling af de såkaldte materielle spørgsmål - spørgsmålet om, hvem der i øvrigt har ret i selve materien i sagen. Sagen om Himalaya-klausulerne kommenterede jeg i Danmarks Transporttidende i foråret 2006.

Det juridiske udgangspunkt i 2. omgang var i korthed spørgsmålet, om et dansk forsikringsselskab som vareforsikrer var bundet af fordelingen af en såkaldt begrænsningsfond, der i forbindelse med kæntringen af M/V Torm Alexandra i Monrovias havn blev oprettet i Liberia af Hansen & Lange i Malta Ltd. (herefter Hansen & Lange) som reder og Torm Lines A/S Dampskibsselskabet Torm (herefter Torm) som tidsbefragter, idet det var ubestridt, at der havde fundet en skævdeling sted til ugunst for forsikringsselskabet.

De såkaldte begrænsningsfonde er en relativ ny foreteelse og bygger som så meget andet inden for søretten på internationale konventioner - i dette tilfælde London-konventionen fra 1976 (ofte blot kaldet 1976-konventionen). I den gældende danske sølov hviler begrænsningsreglerne også på denne konvention med de ændringer, der er kommet til med den såkaldte 1976-protokol.

Begrænsningsreglerne går i korthed ud på, at en reder kan begrænse sit ansvar, eksempelvis i forbindelse med skade på person eller ejendom eller for forsinkelse ved at oprette en slags betalingsfond, der i beløbsmæssig forstand sammensættes efter nogle ret enkle matematiske regler i forhold til skibets tonnage og som administreres af det konventionsland, hvori fonden oprettes. Det altoverskyggende udgangspunkt er herefter, at statsborgere og selskaber i de andre stater, der har ratificeret konventionen skal respektere den udlodning, som retten fastsætter ved kendelse.

I den danske sølov findes reglerne i øjeblikket hovedsageligt i kapitel 9, hvor bl.a. den § 178, som er nævnt neden for findes.

Dansk Røde Kors havde købt et parti tæpper på C&F vilkår af en tæppefabrik i Italien til brug for et nødhjælpsprogram i Liberia. Tæpperne havde en værdi af USD 30.225 svarende til 248.769,88 kr. De blev stuvet i en container og afskibet af sælgeren ombord på skibet M/S Mirella under et konnossement udstedt af MSC Mediteranean Shipping Company SA (MSC) til levering til Det internationale Røde Kors i Monrovia.

Containeren blev under rejsen omlastet til skibet M/V Torm Alexandra, som var drevet af Hansen & Lange som reder, og tidsbefragtet af Torm. Hansen & Lange havde også indgået aftale med MSC, om at dette selskab havde rådighed over 30 containerslots på skibet ifølge en slotaftale med Torm.

Skibet kæntrede den 25. juli 2001 i havnen i Monrovia. Containeren er på et tidspunkt åbnet af ukendte personer, og tæpperne er forsvundet. Forsikringsselskabet har herefter den 3. januar 2002 udbetalt erstatning til Dansk Røde Kors. Den 2. april 2002 fremsatte forsikringsselskabet erstatningskrav overfor Hansen & Lange og den 6. maj 2002 overfor MSC. Den 12. juni 2002 meddelte Assuranceforeningen Skuld til forsikringsselskabets advokat, at kravet var blevet videresendt til France P&I, der af Torm var blevet udpeget som skadesbehandler. Kopi af brevet sendtes bl. a. til Torm. I brev af 13. juni 2002 til forsikringsselskabets advokat meddelte France P&I blandt andet, at der var ved at blive etableret en begrænsningsfond i Liberia. Den 13. juni 2002 svarede forsikringsselskabets advokat, at forsikringsselskabet ikke nødvendigvis var forpligtet til at anmelde i fonden, og bad oplyst, hvorfor fonden ville blive etableret i Liberia, da der ikke syntes at være indledt retskridt.

Ved kendelse af 4. juli 2002 etableredes på begæring af Torm og Hansen & Lange en begrænsningsfond i Monrovia i henhold til Londonkonventionen af 1976 om begrænsning af ansvaret for søretlige krav (1976-konventionen), hvilken Liberia og Danmark har ratificeret. Efter 1976-konventionen kunne Torm og Hansen & Lange begrænse deres ansvar til SDR 749.496 svarende til USD 967.000, men retten i Monrovia forhøjede begrænsningsbeløbet til USD 1.500.000, hvoraf USD 690.000 var allokeret til fjernelse af vraget, mens resten af beløbet skulle fordeles pro rata mellem de anmeldte krav. Den 10. juli 2002 anmeldte P&I France på forsikringsselskabets vegne kravet i begrænsningsfonden. France P&I underrettede forsikringsselskabets advokat i brev af 11. juli 2002 om oprettelse af fonden og anmeldelsen af kravet.

Den 14. august 2002 traf den liberianske domstol en foreløbig afgørelse om fordeling af fondens midler.

Af begrænsningsbeløbet blev USD 110.500 fordelt med USD 68.100 til omkostninger i forbindelse med fondsbehandlingen, og det resterende beløb USD 42.400 blev fordelt mellem reder, tidsbefragter, forsikringsselskaber og lasteejere.

Forsikringsselskabets krav fremgik ikke af kendelsen, men var indeholdt i et krav på USD 1.490.713,00, som var angivet ud for Hansen & Lange, til hvilket der var afsat USD 24.000 i dividende. Forsikringsselskabet vil på grundlag af kendelsen modtage USD 1,818,16 i dividende af det anmeldte krav. Udbetalingen af beløbet afventer fjernelsen af vraget, som i øvrigt kan ses på position 6º20’35.12” N 10º47’46.03 W på Google Earth.

Forsikringsselskabets advokat modtog med brev af 5. maj 2003 fra France P&I kopi af kendelsen og meddelelse om dividendens størrelse. I brev af 7. maj 2003 til Skuld rejste forsikringsselskabets advokat kritik af, at der var oprettet begrænsningsfond og fastholdt, at forsikringsselskabets krav skulle betales fuldt ud. Endvidere gjorde forsikringsselskabets advokat gældende, at kravet ikke var omfattet af fonden, da skaden ikke var opstået ved kæntringen, men først ved det efterfølgende tyveri. Dette standpunkt blev senere frafaldet.

Forsikringsselskabet indbragte sagen for Sø- og Handelsretten med påstand om, at Torm og Hansen & Lange "in solidum" skulle betale kr. 248.769 med renter, og blandt de vidner, der blev ført, var en tidligere ambassadør i Ghana og akkrediteret for Liberia, som fortalte lidt om sine personlige indtryk af landet.

Den 17. maj 1999 var han hos præsident Taylor for at overrække ham sine akkreditiver. Han blev afhentet i lufthavnen og kørt med eskorte til sit hotel, som var det eneste i Monrovia, som havde generator. Der var intet, der fungerede i byen, der var hverken infrastruktur, elektricitet eller telefoner, og han havde medbragt egen satellit-telefon. På hvert andet gadehjørne stod der sikkerhedsfolk bevæbnet med en AK47. Han havde eskorte af sikkerhedsfolk overalt, hvor han tog hen. Det var en noget speciel oplevelse. Danida havde opført elektricitetsværker i landet, men der var ingen penge til at købe olie for, og el-ledninger havde folk mange steder revet ned for at stjæle kobberet og omsætte det. Landet var i 1999 ”kørt ned” og sønderskudt, idet der havde været borgerkrig i 7 år. Præsident Taylor var kommet til i 1997 og forlod først landet i 2003, men der var fortsat såkaldte rebeller. Tilstandene blev forværret i 2001-2002, har han fået at vide af en journalist i Ghana, af EU og af andre ambassadører.

Landet levede af eksport af gummi, men gummitræerne var i vidt omfang blevet fældet. Den private økonomi i Liberia fungerede dog, og der ankom skibe til havnen i Monrovia, selv om staten reelt var bankerot. Forretningsmændene arbejdede, specielt de regeringsvenlige.

Det er vanskeligt at udtale sig om, hvordan retssystemet dengang fungerede, men det er tvivlsomt, om man som udenlandsk part mod en myndighed i Monrovia ville få en fair rettergang, og på grund af landets situation var der nok en formodning imod det. Han har dog ingen erfaring med konkrete retssager

En lokal advokat, der bistod under sagen, forklarede i retten, at Liberia havde ratificeret London-konventionen, og at retssystemet var inspireret af det amerikanske system. Han fandt det mest hensigtsmæssigt, at begrænsningsfonden blev oprettet i Liberia, da havnemyndighederne allerede havde rejst krav på grund af forurening samt skader på kajen og havnen.

Kendelsen fra The Civil Law Court for the Sixth Judicial Court kunne ankes til Højesteret af alle, der havde retlig interesse i sagen, og ankefristen var 60 dage. Dommen var blevet forkyndt i 15 på hinanden følgende dage i Liberias ledende avis. Han kender personligt dommeren, som er en højt respekteret dommer, og han har aldrig betvivlet hans integritet. Dommerne udpeges af præsidenten på lignende måde som i USA. U.S. Department of States’ rapport fra 2003 om Liberia er ikke dækkende for situationen i Liberia i hverken 2001 eller 2002. Efter 1997, hvor der havde været valg, var retssystemet ikke længere under indflydelse af regeringen. I 2003 faldt Præsident Taylors regering, og situationen forværredes.”

Udenrigsministeriet har i sin oversigt over Liberia, der er opdateret den 22. januar 2003, bl.a. anført: ”Menneskerettighedssituationen i Liberia er rystende. Taylors regeringshær benyttede sig af vilkårlige henrettelser, tortur og voldtægter som instrumenter i konflikten. Også oprørsgrupperne begik grove menneskerettighedskrænkelser.

Begge sider benyttede børnesoldater i deres kamp om magten. De mange års borgerkrig har medført flere hundrede tusinde flygtninge og internt fordrevne.

…”

US Department of State har i sin årsrapport for 2003 om Liberia under afsnittet ”Government and political conditions” bl.a. anført:

” …The legislature, which was set up on a proportional representation basis after the 1997 special election, is dominated by President Taylor’s National Patriotic Party. The executive branch heavily influences the legislature. The judicial system is functional but extensively manipulated by the executive branch of government.”

I Human Right Watch rapport fra 2002 fortælles om to advokater, der af House of Representative blev beordret tilbageholdt og idømt en bøde, fordi de protesterede mod en kollegas tilbageholdelse, samt fordi de kaldte House of Representatives beslutning for ”unconstitutional” og opfordrede til boykot af retssystemet.

Sø- og Handelsretten henviste i sine præmisser til, at både Danmark og Liberia havde tiltrådt 1976-konventionen, hvorfor Danmark som udgangspunkt skulle anerkende en begrænsningsfond oprettet i Liberia. Efter art 14 i 1976-konventionen var det reglerne i det land, hvor fonden søges oprettet, der var bestemmende for oprettelsen og fordelingen af fonden samt procedureregler i forbindelse hermed.

Det var ubestridt, at det krav, som forsikringsselskabet havde indtalt under denne sag, var opstået ved kæntringen af M/V Torm Alexandra i Monrovias havn. Kravet var blevet anmeldt og anerkendt i fonden, og der var afsat dividende af beløbet ved fordelingskendelsen af 14. august 2002. Efter art. 13, pkt. 1, i 1976-konventionen er en kreditor, der anmelder krav i en begrænsningsfond afskåret fra at rejse selvstændige krav mod de ansvarlige uden for fondens regi. Denne bestemmelse finder ikke anvendelse, såfremt fonden ikke er tilgængelig, og fondsbeløbet ikke frit kan overføres til dækning af kravet. Fordelingskendelsen viste, at kravet havde kunnet anmeldes, og dividendebeløbet kunne udbetales. Bestemmelsen i art 13, stk. 1 og 2 kunne derfor ikke tilsidesættes i medfør af art 13, stk. 3, der svarede til sølovens § 178, stk. 5.

Forsikringsselskabet havde anført en række grunde til, at retten skulle kunne tilsidesætte bestemmelsen i art 13 om, at kreditorer ikke kunne rejse krav, når der var oprettet en begrænsningsfond, nemlig at betingelsen for fondsoprettelse ikke forelå, da der ikke var indledt retsskridt i Liberia, jf. art, 11, stk. 1, at fondsbeløbet var for højt, jf. art 6, og at fondsbeløbet ikke var fordelt pro rata, jf. art 12. Der forelå ikke dokumentation for, at der var indledt retsskridt, og det var ubestridt, at fondsbeløbet oversteg begrænsningsbeløbet, og at der var sket en vis skævdeling. Disse forhold kunne have været gjort gældende under en anke af kendelserne. Retten fandt ikke, at disse forhold havde en sådan karakter, at en anerkendelse af kendelserne ville være åbenbart uforeneligt med retsordenen i Danmark, hvorfor Torm og Hansen & Lange frifandtes.