Moderniseret færgedrift giver ny fremdrift
Bornholmstrafikken har sammen med det store rederi Clipper dannet Nordic Ferry Service, NFS, og er dermed blevet en vigtig spiller i den danske indenrigs færgetrafik. Blandt andet har man nu fra 1. april fuldt ud overtaget Scandlines’ sydfynske ruter.
Af Finn Bruun
Clippers overtagelse af Scandlines Sydfynske betød, at Clipper fra nytår besluttede at lægge alle administrative og driftsmæssige opgaver over i selskabet Nordic Ferry Services A/S (NFS) på Bornholm – et 50/50 samarbejde med Bornholmstrafikken
Således har rederiet hjemsted på havnen i Rønne, og i praksis bliver alle administrative og ledelsesmæssige opgaver i NFS varetaget af ledelsen og medarbejderne i Bornholmstrafikken.
NFS vandt sidste år den ene af de to færgeruter til Samsø, nemlig ruten mellem Sælvig og Hou, Jylland, som starter op 1. oktober 2008 under navnet Samsøtrafikken A/S.
På samme måde har Scandlines Sydfynskes ruter fået nye navne. Ruten Spodsbjerg-Tårs er navngivet ”Langelandstrafikken”, ruten Bøjden-Fynshav ”Alstrafikken”, og ruten Esbjerg-Fanø ”Fanøtrafikken”.
- En klar fordel ved at samle flere ruter under samme tag er, at vi opnår stor synergi, siger adm. direktør i Bornholmstrafikken, NFS, og Sydfynske A/S, Mads Kofod:
- Vi overtog driften af Sydfynske ruter ved årsskiftet og har gradvist overtaget alle funktionerne frem til 1. april, hvor hele bookingen overgår til os. Så nu efter overtagelsen går vi ind i en normal driftsfase, men det kender vi jo alt til, siger Mads Kofod.
- Den store opgave er jo den kommercielle udfordring. Det handler om, at det skal være en god forretning. Det er spændende at kunne gå ud og markedsføre alle danske ruter efter samme strategi og udnytte de forskelliges ruters potentiale fuldt ud. Samtidig skal vi også tænke Bornholmstrafikken ind, så det ikke bliver en konkurrence-situation med os selv men en win-win situation. Det er noget, som vi har store forventninger til.
- Desuden har vi store opgaver med ny tonnage på Samsø og det samme nede på Bøjden-Fynshav, hvor vi også skal have ny tonnage og bygge færgelejer, men det skal dog først være færdigt i 2009, siger han.
En anden virksomhed- Vi bliver nok en lidt anden type virksomhed efter overtagelsen af de nye ruter. Man skal jo tænke på, at vi på Sydfynske har overtaget en gruppe meget dygtige og motiverede medarbejdere, og det ville ikke være fair overfor dem, blot at sige, at nu skal de gøre alting, som vi gør på Bornholm. Der er klart en stor ledelsesopgave i at bevare alles engagement. Det skal ske ved at respektere deres viden og kunnen og se, hvordan vi kan lære af hinanden og sammen gøre tingene endnu bedre. Det er jo medarbejdere som nu har skiftet ejer flere gange på kort tid. Først til Scandlines og nu til NFS, og det er vigtigt, at de føler sig værdsat fuldt ud. Det er jo medarbejderne som udgør enhver virksomhed, siger Mads Kofod.
- Vi glæder os til sammen med dem at udvikle de indenrigs danske færgeruter, sådan som vi nu er begyndt på,
Det gælder også på Samsø, hvor vi har en stor opgave med den ny tonnage, som vi har under udvikling og som også kommercielt vil være en god ting. Og ligeså for Bøjden-Fynshav, hvor vi står overfor en revitalisering med ny kapacitet, som længe har været savnet.
- Det er jo også en ny situation for medarbejderne, at vi får ny tonnage og skal bygge nye havne, som passer lige den, siger rederidirektøren.
Nyt koncept- Det koncept, som vi er ved at introducere med de store dobbelt-endede færger, forventer vi at indføre på alle ruter. Så der sker faktisk en revitalisering på alle vore danske ruter, bortset fra Fanø, hvor der allerede er relativt nye både, og hvor personalet gør en virkelig god indsats og faktisk får meget ud af kundegrundlaget.
- På de andre overfarter har man jo den ekstra udfordring, at der i dag er mangel på kapacitet i de dele af året, hvor belastningen er stor. Det er jo aldrig sjovt at skulle stå og sige nej til kunder. Men det er jo det problem vi er ved at løse nu, siger Mads Kofod.
Og der er nok tage fat på, fastslår han.
- Godsmængderne er stigende. Det har man kunnet mærke ikke mindst på Bornholm, hvor vi har haft markant større mængder siden vi fik større kapacitet i 2005 – til gavn både for Bornholm og for resten af landet.
Flaskehals- Vi ser jo at der er udsolgt på gods på Bøjden-Fynshav i hele sommerperioden og også, at der er stort pres på nede på Spodsbjerg-Tårs, hvor færgernes størrelse er en begrænsning. Både i forhold til den vægt de kan tage og i forhold til antallet af lastbiler. Så der ligger en udfordring i at få løst det flaskehalsproblem, som er der – ikke mindst på godssiden.
- Og det er jo klart, at den enorme godsstigning, som er fulgt med det danske økonomiske opsving – i hvert fald op til nu, hvor der tales om en vis afmatning, som dog ikke kan ses på tallene – stiller store krav. Selv om der skulle ske en afmatning, vil vi stadig være bagud. Derfor er vores tonnageplaner fortsat afgørende vigtige, understreger Mads Kofod.
- I forhold til Bøjden-Fynshav kan vi se, at i takt med, at motorvejsstrækningen Odense-Svendborg skrider frem, bliver det lettere at bruge Bøjden-Fynshav. Det gør også, at man som bilist kan beslutte sig senere for at tage ruten, fordi kapaciteten bliver så stor, at man kan regne med at kunne komme over uden at skulle booke. Det er vores vurdering, at netop kravet om at booke lang tid i forvejen hidtil fået en del mennesker til at se bort fra ruten.
- Men netop fordi vi ved, at trafik avler trafik så er vi klar til at tage fat på flaskehalsproblem nummer to, hvis det viser sig at også den nye kapacitet kommer under pres. Vi får nemlig en meget stor fleksibilitet med de nye dobbelt-endede færger, fremhæver han.
Passer overalt- Når vi er færdige vil alle færger kunne gå i alle lejer – undtagen på Bornholm, hvor bådene jo er større også fordi afstanden er større. Og vi vil fastholde og udvide hurtigfærgeprincippet.
- Faktisk har vi oplevet en 50 procent forøgelse af trafikken på få år. Efter skiftet fra København til Køge havde vi jo en stor nedgang i passagertallet.
I 2007 har vi fået knækket kurven i opadgående retning, så vi har fået flere passagerer, og det er en udvikling, som vi venter vil fortsætte.
- På godssiden – det er jo en godsfærgeløsning – er der blevet taget godt imod os fra markedets side. I spidsbelastningssituationer er vi ved at være fyldt godt op, selv om båden faktisk er dobbelt så stor, som den gamle.
Øget konkurrence- Det har også øget konkurrencen mellem vognmændene. I gamle dage var der jo fyldt med trailere i begge retninger. I dag er der plads, og det får flere vognmænd til at gå ind og konkurrere om godset til og fra Bornholm. Derfor ser vi et større antal trailere komme over, og det er jo altid godt med sund konkurrence, siger Mads Kofod.
Over halvdelen af alle Bornholmstrafikkens billetter sælges i dag bliver solgt via internettet og de tre nye ruter er også indlemmet i bookingsystemet
- Ud over at ruterne har fået nye navne, så har de også hver deres egen hjemmeside, hvor kunderne kan gå ind og booke billet og finde oplysninger om sejladsen. Hjemmesiderne er lavet efter samme skabelon som Bornholmstrafikkens hjemmeside. Det giver nogle besparelser, at man således har et ensartet koncept for alle ruter i NFS.
Styrket udtrykI øvrigt berører de mange fornyelser også Sælvig-Hou, som NFS overtager til oktober. Og færgeruterne Spodsbjerg-Tårs, Bøjden-Fynshav og Esbjerg-Fanø har som en følge af ejerskiftet fra Scandlines Sydfynske A/S til Clipper Group A/S ikke blot fået nye navne, men får også nyt look. Således males skibene på de tre ruter i samme farver og med samme skorstensmærke som Bornholmstrafikkens færger. Renoveringen skal bidrage til et mere homogent og styrket udtryk.
Konkret betyder fornyelserne, at den 30 år gamle færge Thor Sydfyn på ruten Bøjden-Fynshav skal skiftes ud med en ny og moderne færge, som NFS får bygget på et værft i Grækenland. Værftet er for øjeblikket også i gang med at bygge en ny færge til ruten mellem Sælvig og Hou. Det er to identiske søsterskibe med dobbelte ender.