Maritim uge
Den 7.-13. april 2008 afholdes Den Maritime Uge for anden gang i Danmark.
Maritim Uge 2008 byder på en række aktiviteter. Onsdag den 9. april afholdes en maritim konference på Christiansborg om bl.a. internationale erhvervsvilkår, miljø og medarbejdere. Herudover er der en lang række arrangementer landet over i form af åbent hus- eller åbent skib-arrangementer, seminarer, temadage og andre lokale aktiviteter.
Maritim Uge udspringer af arbejdet i 'EU sectoral social dialogue committee on shipbuilding', men herhjemme har arrangørerne, Danske Maritime, CO-industri og Danmarks Rederiforening, aftalt at gøre begivenheden mere bred, så den omfatter hele Det Blå Danmark.
I lande over hele Europa bliver der sat fokus på den maritime sektor i uge 15. I nogle lande vil arrangementerne have fokus på skibsværftssektoren, mens der i flere lande – ligesom i Danmark – vil være et bredere fokus på hele den maritime sektor.