ITD-medlemmer ønsker snor i formuen
Seks vognmandsvirksomheder vil have undersøgt mulighederne for at overdrage aktier i ITD’s guldæg FDE A/S og FDE Holding A/S til medlemsvirksomhederne.
Det fremgår af dagsordnen for ITD’s generalforsamling, der afholdes lørdag 29. marts. Her fremgår det, at en god håndfuld medlemsvirksomheder foreslår, at generalforsamlingen pålægger bestyrelsen at undersøge mulighederne for, at ITD’s medlemmer kan få aktier ITD’s kommercielle selskaber FDE A/S og FDE Holding A/S. Aktierne skal ifølge det indkomne forslag fordeles under hensyn til medlemsvirksomhedernes anciennitet og evt. indbetalt kontingent. Forslaget kræver, at bestyrelsen benytter ekstern internationalt anerkendt rådgivning til opgaven og at de skattemæssige konsekvenser af en sådan aktieoverdragelse afdækkes.
Det er Contino Transport A/S, Padborg, MD Transport, Skive ApS, Skive, Vognmand Jens Sørensen A/S, Egtved, Kaj Madsen Fjelstrup A/S, Kolding, Aage Sørensen A/S, Kjellerup og Jens Aage Daugaard Transport A/S, Egtved, der står bag forslaget.
- ITD har efterhånden oparbejdet en egenkapital på omkring 360 mio. kroner og vi har bedt investeringsbanker om en vurdering af, hvad de kommercielle aktiviteter i FDE og FDE Holding er værd ved et salg. Svaret er, at det formentlig er over en milliard kroner. Der er mange eksempler på, at den slags foreningsformuer pludseligt befinder sig uden for medlemmernes rækkevidde. Derfor vil vi sikre, at medlemsvirksomhederne har hånd i hanke med formuen i tide og at værdierne bliver øremærket til medlemmerne. Ser vi blot på egenkapitalen, så udgør den en million kroner per medlemsvirksomhed. Det er en betydelig sum for de fleste af os og de penge kan vi godt bruge selv. Det vil eksempelvis være et betydeligt bidrag til pensionsopsparingen, den dag vi ønsker at afhænde vores vognmandsvirksomhed, siger vognmand Jens Aage Daugaard til Transport-Tidendes Nyhedbrev (TTN).
Andel i succesen
Jens Aage Daugaard understreger, at forslaget ikke er en kritik af hverken ITD’s formand eller adm. direktør.
- Såvel Mogens Therkelsen som Jens Iwer Petersen har på hver deres felt udført et glimrende stykke arbejde og de bærer en stor del af æren for, at ITD og FDE har udviklet sig så positivt, som det er tilfældet. Vi ønsker bestemt ikke at malke ITD for penge og organisationen skal naturligvis være så økonomisk solid, at den kan fortsætte arbejdet. Men det er tid til, at medlemmerne også får en andel i succesen. Blandt andet fordi ITD via sit medlemskab i HTS nu bliver fusioneret med Dansk Industri, siger Jens Aage Daugaard.
ITD’s formand direktør Mogens Therkelsen, H. P. Therkelsen A/S, ønsker ikke at kommentere forslaget.
- Det vil være upassende for mig, at debattere de indkomne forslag inden generalforsamlingen, siger Mogens Therkelsen til TTN.
Han afviser dog forslagsstillernes frygt for, at organisationen HTS/Dansk Industri vil få indflydelse på de økonomiske forhold i ITD.
- Det er udelukkende en organisatorisk fusion, der skal sikre maksimal politisk indflydelse. Den vil ikke få nogen som helst indflydelse på ITD’s økonomiske forhold. Jeg er helt sikker på, at den til enhver tid siddende bestyrelse i ITD altid vil handle i overensstemmelse med medlemmernes interesser, fastslår Mogens Therkelsen.
ITD’s bestyrelse har selv fremsat et forslag – der dog bortfalder, hvis ’aktie-forslaget’ vedtages – til generalforsamlingen. Her vil man over de næste tre år afsætte omkring 43 mio. kroner til støtte for medlemmerne: 2008 gøres kontingentfri for medlemmerne, der afsættes 1. mio. kroner til at føre principielle retssager for ITD-medlemmer på køre- og hviletidsområdet, der afsættes omkring 1. mio. kroner til forskning og uddannelse og der afsættes omkring 20 mio. kroner til en imagekampagne, der skal forbedre branchens omdømme. Endelig vil samtlige ITD-medlemmer i 2010 få udbetalt den opsparede medlemsbonus, der blev etableret på generalforsamlingen i 2006.