Klar til stort ryk-ind af unge
Holstebro Tekniske Skole garanterer nu plads til alle unge, som efter sommerferien gerne vil i gang med en uddannelse som godschauffør, buschauffør, lageroperatør, logistikoperatør, redder eller post- og lufthavnsmedarbejder
Mens tilgangen svigter til andre erhvervsuddannelser, så er der mode i at arbejde med transport eller på lager.
Derfor ansætter Holstebro Tekniske Skole ekstra lærerkræfter, så alle unge kan komme i gang. På skolens Transport & Logistik- afdeling gennemføres der også rigtig mange efteruddannelseskurser, og der kan i perioder opstå kortere ventelister, men ansættelsen af ekstra lærere afbøder også på det.
- Vognmandsfirmaer, busselskaber og virksomheder med store lagre mangler dem i den grad. Derfor vil det være tåbeligt, hvis ikke alle interesserede unge kan komme i gang med deres ønskeuddannelse inden for transport og lager. Nu opruster Holstebro Tekniske Skole og garanterer plads til alle unge, som gerne vil tage en uddannelse inden for branchen. Lærerstaben udvides, så skolen er parat til at tage imod alle efter sommerferien, lyder det fra Holstebro Teknisk Skole, som peger på, at erhvervsuddannelserne inden for branchen er forholdsvis nye og virker øjensynligt tiltrækkende. Førhen blev chauffører og lagerarbejdere ansat uden videre og efter en kort indføring sat i gang med at arbejde. Nu får de en bred faglig uddannelse, og det er medvirkende til at gøre branchen attraktiv.
Plads til alleHolstebro Tekniske Skole har venteliste på visse efteruddannelsestilbud, for eksempel kørekort- og krankurser. Men presset på den del af skolen kommer ikke til at gå ud over unge, som vil tage en erhvervsuddannelse.
- Vi har mødt unge, som var bekymrede for, at de måske ikke kunne starte hos os til august på grund af venteliste. Derfor har vi nu ansat flere nye lærere, så vi kan garantere alle unge, at de kan få en plads, siger uddannelsesleder Kurt Poulsen fra Holstebro Tekniske Skoles afdeling for Mekanik, Transport og Logistik. Han tilføjer:
- Alle elever på uddannelserne får både almindeligt kørekort og længere henne også buskort eller kort til lastbil og certifikat til truck m.m.
- Mange unge også har fået øje på lagerbranchen som en spændende arbejdsplads. Det er slut med at flytte paller dagen lang. Derimod arbejder dygtige faglærte lageroperatører og logistikoperatører meget med it - elektroniske lagerstyringsprogrammer, logistikstyringsprogrammer, fakturerings- og regnskabsprogrammer mv., siger Kurt Poulsen.