Sag om konkurrenceklausul og konventionalbod afgjort af Vestre Landsret

Af advokat Henrik Kleis,

Advokatfirmaet Delacour, Århus

Konkurrence- og kundeklausuler er noget, der i sandhed kan sætte sindene i kog på det danske arbejdsmarked. Modstanderne mener, klausulerne er en unødvendig og urimelig stavnsbinding af medarbejderne og nærmest en falliterklæring for de arbejdsgivere, der ikke kan holde på kunderne, når samme medarbejder rejser. Den anden side af lejren - typisk arbejdsgiverne - mener derimod, at klausulerne skal opfattes som en naturlig beskyttelsesforanstaltning af virksomhedens ve og vel.

Bestemmelserne i funktionærlovens § 18 (konkurrenceklausuler) og § 18.a (kundeklausuler) blev senest gennemgribende ændret i 1999 i et forsøg fra politisk hold på at statuere et lovgivningsmæssigt udgangspunkt, hvor sol og vind skulle deles sådan nogen lunde lige og begge siders interesse blev varetaget.

Bestemmelserne i funktionærloven af- og begrænses af regler i aftaleloven (primært § 38 og § 36). Vores hjemlige transportbranche er ikke ubekendt med klausulerne og vi har hos DELACOUR hyppigt sager, hvor enten en virksomhed eller en eller flere medarbejdere henvender sig med anmodning om juridisk bistand og input til strategiske overvejelser.

Vestre Landsret har for nylig truffet afgørelse i en sag, hvor arbejdsgiveren ganske vist ikke var et transportfirma, men da de grundliggende principper er fuldstændig de samme og interessen for forståelsen af emnet så aktuelt som altid, skal jeg i det følgende kommentere sagen.

En grundbetingelse for at medarbejderen kan påtage sig en konkurrenceklausul er efter § 18, at den pågældende indtager en "særligt betroet stilling" og efter den seneste lovændring, er det ligeledes en forpligtelse både ved konkurrence- og kundeklausuler, at arbejdstageren skal have en kompensation på mindst 50% af lønnen på fratrædelsestidspunktet i den periode, hvor forpligtelsen løber. Til gengæld kan arbejdsgiveren altid vælge at opsige selve klausulen med 1 måneds varsel.

Den pågældende virksomhed, der beskæftiger sig med fremstilling og salg af malingsprodukter bl.a. til møbelindustrien, ansatte i første omgang den pågældende medarbejder som teknisk konsulent i 2003 og året efter overgik medarbejderen til en ny funktion som salgskonsulent i samme firma.

I begge de oprettede kontrakter fandtes følgende konkurrenceklausul:

"§12 Konkurrenceklausul

Såfremt S opsiger sin stilling, uden at selskabet ved misligholdelse af sine forpligtelser over for ham har givet ham gyldig grund hertil, eller såfremt S på grund af misligholdelse af de ham påhvilende forpligtelser opsiges eller afskediges, er han forpligtet til i et år efter fratrædelsen ikke uden skriftligt samtykke fra selskabets bestyrelse, direkte eller indirekte, at blive økonomisk interesseret i nogen virksomhed, der på afgørende eller væsentlige punkter konkurrerer med selskabet eller dets datterselskaber.

S er ligeledes uberettiget til at tage ansættelse i eller arbejde for en sådan virksomhed, herunder som bestyrelsesmedlem, kommitteret eller konsulent.

S' forpligtelse bliver dog kun virksom, såfremt selskabet senest 14 dage efter S' opsigelse tilkendegiver, at forpligtelsen ønskes opretholdt, enten generelt eller i relation til et konkret stillingstilbud. Overtrædelse af konkurrenceklausulen imødegås ved fogedforbud og overtrædelse forpligter til fuld erstatning over for selskabet for det tab, selskabet måtte lide ved konsulentens overtrædelseshandling. Udover erstatning for dokumenteret tab forpligter S sig til at betale en konventionalbod på kr. 250.000 for hver gang overtrædelse måtte finde sted. Betaling af boden bringer ikke konkurrenceklausulen til ophør.

Ved fratrædelse forstås i denne henseende det tidspunkt, hvortil S modtager vederlag fra selskabet, uanset om han ophører med at fungere på et tidligere tidspunkt.

Som kompensation for konkurrenceklausulen modtager S hver måned, så længe forpligtelsen gælder, et beløb, svarende til 50% af S' månedsløn på fratrædelsestidspunktet. Dog udbetales kompensationen for de første 3 måneder med et engangsbeløb ved fratræden.

Mod betaling af ovennævnte kompensation tilkommer det den adm. direktør suverænt at bestemme, hvorvidt et af Salgskonsulenten foreslået ansættelsesforhold kan tiltrædes/påbegyndes."

Den 30. juni 2005 opsagde Salgskonsulenten sin stilling med fratræden fra 31. juli 2005 og i begyndelsen af august reklamerede han i en e-mail over, at han ikke havde modtaget den kompensation, han var berettiget til i henhold til sin ansættelseskontrakt.

Et par dage efter fik han skriftlig svar om, at man ønskede at opretholde klausulen, en repetition af de væsentligste bestemmelser i klausulen og samtidig besked om, at de første 3 måneders kompensationsbeløb samtidig var indbetalt til hans bankkonto.

Efterfølgende meddelte konsulenten, at han havde taget job i en konkurrerende virksomhed, men at han ville respektere sin loyalitetsforpligtelser og modtog som svar herpå besked om, at den tidligere arbejdsgiver opfattede ansættelsen hos konkurrenten som et brud på konkurrenceklausulen - et standpunkt, der straks blev fulgt op på, idet der blev indgivet rekvisition til Fogedretten, en sag der imidlertid ikke blev til så meget, idet medarbejderen slet ikke var tiltrådt i sit nye job, og derfor ikke kunne mødes med et forbud.

Virksomheden indbragte herefter sagen for byretten med påstand om, at den tidligere medarbejder skulle betale 250.000 kr. som konventionalbod, hvorimod medarbejderen påstod frifindelse og i øvrigt var af den opfattelse af konventionalbodsbeløbet skulle nedsættes.

Virksomheden anførte i retten, at den af Salgskonsulenten påtagne konkurrenceklausul var gyldig vedtaget mellem parterne og ikke senere frafaldet. Salgskonsulenten indtog allerede fra starten af ansættelsesforholdet i 2003 en særlig betroet stilling, hvor han i kraft af sin tekniske indsigt havde en betydelig og direkte kontakt med en række nøglekunder. Det gjorde ikke nogen forskel, at Salgskonsulentens stillingsbetegnelse fra 1. marts 2004 skiftede fra teknisk konsulent til salgskonsulent, idet han i begge perioder af sit ansættelsesforhold havde en væsentlig kundekontakt. Salgskonsulenten havde efter 1. marts 2004 endvidere til opgave at beskæftige sig med opsøgende salgsarbejde, ligesom der var mulighed for, at han kunne forhandle priser m.v.

Der forelå derfor en gyldig konkurrenceklausul, og den omstændighed, at kompensationsbeløbet ikke var udbetalt pr. 1. august 2005, havde ikke til følge, at klausulen derved var bortfaldet. Salgskonsulenten gjorde i brev, modtaget af Virksomheden fredag den 5. august, opmærksom på, at han ikke havde modtaget kompensation, hvorefter man fra Virksomhedens side i brev af 8. august 2005 (mandag) svarede, at klausulen ønskedes opretholdt, og at kompensationsbeløbet samme dag var indbetalt til Salgskonsulentens bankkonto. Der indrømmes i praksis en arbejdsgiver en 3-5 hverdage til at berigtige en manglende betaling af løn eller lignende, og denne frist var ikke overskredet.

Virksomheden havde endelig anført, at konventionalboden ikke burde nedsættes, når det blev taget i betragtning, at Virksomheden mod opretholdelse af konkurrenceklausulen i den pågældende periode skulle betale 178.000 kr. Hvis klausulen blev tilsidesat, havde Virksomheden naturligvis et tilbagebetalingskrav for så vidt angik den allerede erlagte del af kompensationsbeløbet.

Salgskonsulenten havde til støtte for sin frifindelsespåstand navnlig anført, at Salgskonsulenten hverken med virkning fra den 1. august 2003 eller med virkning fra den 1. marts fra 2004 havde indtaget en særlig betroet stilling hos sagsøger. Hvis Salgskonsulenten i perioden 1. marts 2004 til 9. juni 2005 måtte have fået en viden, der eventuelt kunne betegnes som en særlig betroet viden, havde denne omstændighed ikke til følge, at den oprindelige, men uvirksomme konkurrenceklausul derved blev vækket til live. I kontrakten af 1. marts 2004 var bestemmelsen om en konkurrenceklausul ganske vist gentaget, men omstændighederne ved kontraktfornyelsen gjorde, at bestemmelsen fortsat var uvirksom.

Hvis retten måtte nå til et andet resultat, havde Salgskonsulenten endvidere anført, at konkurrenceklausulen var bortfaldet, idet Virksomheden ved sin manglende betaling af engangskompensationen pr. 29. juli 2005 havde misligholdt den indgåede aftale. Selv en meget kort overskridelse af betalingsfristen måtte have som konsekvens, at klausulen var bortfaldet, og man kunne i så henseende ikke sidestille en manglende betaling af et kompensationsbeløb med manglende betaling med et løntilgodehavende.

Salgskonsulenten havde endelig med hensyn til konventionalbodens størrelse anført, at den skade, Virksomheden havde lidt i forbindelse med en overtrædelse af konkurrenceklausulen, var minimal. Der var ikke dokumenteret eller sandsynliggjort et tab, ligesom en aftalt konventionalbod måtte undergives en rimelighedsvurdering i henhold til aftalelovens § 38, stk. 1, jf. § 36.

Byretten, der i første omgang skulle se på sagen, lagde til grund, at Salgskonsulenten i første omgang blev ansat som teknisk konsulent og senere i 2004 som salgskonsulent. Som teknisk konsulent havde Salgskonsulenten ifølge ansættelseskontrakten af 1. juli 2003 ansvaret for testcentret i Aalborg, hvor han navnlig stod for afprøvning af forskellige maskiner, der skulle anvendes inden for møbelindustrien. Som salgskonsulent havde Salgskonsulenten som udgangspunkt alene ansvar for virksomhedens B- og C-kunder, men Salgskonsulenten havde i den sidste periode foruden salgsarbejdet også en hyppig kundekontakt med Virksomhedens nøglekunder. Det kunne i den forbindelse lægges til grund, at Virksomheden i kraft af sit arbejde opnåede en væsentlig teknisk og kommerciel indsigt både hos Virksomhedens kunder og Virksomheden selv.

Under hensyn hertil fandt retten, at Salgskonsulentens stilling var særligt betroet, og at den pågældende konkurrenceklausul derfor var gyldigt vedtaget mellem parterne.

Retten fandt ikke, at Virksomheden under de givne omstændigheder ved først at betale engangskompensationen den 9. august 2005 havde misligholdt ansættelseskontrakten med den virkning, at konkurrenceklausulen var bortfaldet.

Retten fandt heller ikke, at størrelsen af konventionalboden skulle reduceres, fordi Virksomheden ikke havde dokumenteret noget tab, og retten tog derfor Virksomhedens påstand til følge i det hele, hvilket altså betød, at den tidligere medarbejder måtte betale 250.000 kr. + renter og omkostninger.

Medarbejderen ankede sagen til Landsretten, der fandt, at S, Salgskonsulenten, efter at han fra den 1. marts 2004 overgik til ansættelse som salgskonsulent, navnlig havde til opgave at udføre salgsarbejde, herunder opsøgende salgsarbejde, over for virksomhedens mindre kunder (C- og D-kunder). Selv om han ikke i den forbindelse selvstændigt kunne indgå prisaftaler, havde han dog som led i sit arbejde som salgskonsulent også til opgave inden for visse rammer at forhandle priser på plads. I forhold til de nævnte kunder havde han en betydelig kundekontakt, og i kraft af sin tekniske kunnen havde han også efter sin ansættelse som salgskonsulent væsentlig kundekontakt til virksomhedens større kunder (A- og B-kunder). Under disse omstændigheder måtte S i sin ansættelse som salgskonsulent anses for særligt betroet. Det blev herefter tiltrådt, at den konkurrenceklausul, som var knyttet til ansættelsen, var gyldigt indgået.

Selv om S tog kontakt med det konkurrerende firma L A/S få dage efter sin fratræden, fandt landsretten, at der måtte lægges vægt på, at han først blev ansat der 8 måneder senere, og på, at han efter ansættelsen var på kursus, således at han i den periode endnu ikke havde kundekontakt. Der var herefter grundlag for at nedsætte den aftalte konventionalbod skønsmæssigt til 70.000 kr.

S skulle herefter til T A/S betale 70.000 kr. med procesrente fra sagsanlæg.

Efter sagens resultat skulle ingen af parterne betale sagsomkostninger til den anden part for byret eller landsret.

Resultatet i Landsretten blev altså en ganske klækkelig rabat til den tidligere salgskonsulent.