Europas første lavpris-selskab til Dubai
Den 26. oktober introducerer et norsk selskab, Norwegian, lavpris-konceptet på ruten mellem Skandinavien og Dubai i De Forenede Arabiske Emirater.
Og det er ikke kun nyt i Skandinavien, men i hele Europa.
Af Herbert Nielsen
Desværre kommer det i første omgang ikke danskerne til gode; Norwegian vil flyve to gange ugentligt fra Oslo og tre gange ugentligt fra Stockholm til Dubai, så danskerne må altså vente. Eller tage til Norge…
Til gengæld har danskerne jo så SAS, selvom det ikke ligefrem er et lavpristilbud. Og ingen ved i virkeligheden, om SAS vender tilbage til Dubai fra årets vinterkøreplan.
SAS startede op med den nye rute fra 31. oktober 2007, og det blev fra starten lanceret som en vinterrute. Derfor stopper trafikken, i det mindste midlertidigt, fra den 29. marts i år.
Som bekendt stod også Emirates på spring med en rute mellem Dubai og København. Det kom på tapetet allerede i 2004, men lige før starten skulle gå, publicerede en dansk avis nogle tegninger, der vakte endog stor opsigt verden over.
Det vil sige, det var skam ikke det, der udsatte Emirates’ planer: Det var angiveligt mangel på kapacitet i kølvandet på Airbus’ forsinkelser med deres A380, som Emirates med over 50 styks er største kunde til.
Tonsvis af fragtDubai er ellers også interessant på fragtsiden, hvor alle tre skandinaviske markeder kan melde om stor fremgang i 2007.
Sverige er som vanligt storebror, når det gælder eksportluftfragt; Sverige eksporterede i 2007 2,083 tons luftfragt til Dubai med IATA-selskaber. Det var en fremgang på 15.3 procent.
Danmark fulgte dog ganske tæt bagefter med 1,974 tons og en fremgang på 33.2 procent, mens endelig Norge lå med 1,510 tons efter en fremgang på 29.9 procent.
Dermed blev Dubai Sveriges IATA-destination nr. 16, Danmarks nr. 10 og Norges nr 8 i 2007, set på listen over IATA’s Top-30 byer ud af Skandinavien 2007.