Tunge tanker på Københavns Rådhus
Borgerrepræsentationen ønsker at forbyde lastvogne over 12 tons i København
Af Lars Lassen
Tunge lastvogne er på vej til at blive forvist fra store dele af København.
En række tragiske højresvingsulykker i hovedstadsområdet har fået et flertal i Københavns Borgerrepræsentation til at sætte trafiksikkerhed og lastbiler på den politiske dagsorden.
Politikerne erkender, at Københavns Kommune også har et medansvar for trafiksikkerheden, når det gælder lastvogne og bløde trafikanter. Derfor vil Borgerrepræsentationen gennemføre en stor kampagne, der skal gøre både tunge og bløde trafikanter opmærksomme på farerne ved højresvingende lastvogne. Som noget helt nyt, vil politikerne undersøge mulighederne for at ændre de lysregulerede vejkryds.
Cyklister og fodgængere skal dels gøres mere synlige ved at rykke dem længere frem i forhold til bilerne, og dels skal de bløde trafikanter simpelthen forhindres i at køre/gå lige ud samtidig med, at biler og lastbiler må svinge til højre ved simpel lysregulering.
Upopulær delDe to tiltag hilses velkomne i transportbranchen. Men det er bestemt ikke tilfældet, når det gælder det tredje ben i politikernes plan for at gøre København til den mest cyklist-venlige by i Europa.
Borgerrepræsentationen vil nemlig jage alle lastvogne over 12 tons ud af en såkaldt tung trafikzone. Derfor har man bedt embedsmændene undersøge, hvordan en sådan zone kan gennemføre i praksis.
Inspirationen til det drastiske forslag, er blandt andet Havarikommissionen for Vejtrafikulykkers rapport om højresvingsulykker, hvor det påpeges, at store lastvogne til langdistancetransport har ringere udsynsforhold end mindre lastvogne, og at de derfor er mindre egnede til at færdes i tæt bytrafik.
Indførelsen af en sådan tung trafikzone vil sende den danske vognmandsbranche en ekstraregning, der vil få omkostningerne til den kommende miljøzone i København til at blegne i sammenligning.
Men det er ikke kun udsigten til en økonomisk åreladning til omlægning af lastvognsflåderne, der får vognmændene til at protestere over for planerne om en ’tung trafikzone’. Vognmændene sår nemlig alvorlig tvivl om effekten.
- Jeg har svært ved at se, hvordan flere mindre lastvogne skal øge trafiksikkerheden for cyklisterne, udtaler vicedirektør Morten Lindbo, DTL i vognmandsorganisationens blad.
Han påpeger, at flere lastvogne vil øge trafiktætheden markant og det øger risikoen for ulykker tilsvarende. Behovet for distribution af varer til millionbyen og fjernelse af affaldet forbliver det samme og derfor vil en 12 tons grænse øge antallet af lastvogne voldsomt.
Ikke velgennemtænktDet vil også skade miljøet, fordi transporterne bliver mindre brændstofeffektive.
En af de trafikker, som politikerne har et særligt godt øje til er den tunge trafik af søcontainere fra Københavns Frihavn via Nørrevold. Her vil politikerne gerne tvinge de store lastvogne til at vælge Ring 2 eller Ring 3. En stor omvej, som også vil trække markant nedad i miljøregnskabet.
Adm. direktør Bent Christensen, fra Camoni Autobugsering A/S påpeger over for Trans Inform, at en 12 tons grænse aldrig bliver effektiv.
- Det er ikke særligt velgennemtænkt. Man kommer til at udstede rigtigt mange dispensationer, fordi transporterne simpelthen ikke kan lade sig gøre med små lastvogne. Bare inden for vores niche er langt over halvdelen af vores opgaver inden for autobugsering, maskintransport og krankørsel umulige at gennemføre med køretøjer med en totalvægt på 12 tons. De har simpelthen ikke lasteevne nok. Derfor vil man desværre heller ikke opnå den trafiksikkerhedsmæssige gevinst, som man håber på, siger Bent Christensen til Trans Inform.