23948sdkhjf

HTS fusionerer med Dansk Industri

HTS Handel, Transport og Service har på generalforsamling enstemmigt besluttet at godkende aftalen om sammenlægning med Dansk Industri. I forvejen har DI godkendt fusionen, som dermed er en realitet fra 1. maj 2008.

HTS Handel, Transport og Service har på generalforsamling enstemmigt besluttet at godkende aftalen om sammenlægning med Dansk Industri. I forvejen har DI godkendt fusionen, som dermed er en realitet fra 1. maj 2008.



Af Finn Bruun

- Med sammenlægningen skabes Danmarks stærkeste virksomhedsfællesskab, og det er vi meget stolte af, siger formand Jesper Balthazar-Christensen, HTS, og peger på, at visionerne har været en slagkraftig organisation, som for alvor kan sætte erhvervslivet på den politiske dagsorden.

Den nye organisation får navnet DI og kommer til at repræsentere 12.000 virksomheder med cirka en halv million ansatte i Danmark og en samlet lønsum på godt 150 milliarder kroner.

Forinden har HTS og Dansk Industri haft et samarbejde, som gør, at man nu er klar til sammenlægning. Der blev i januar indgået en ramme-aftale for sammenlægningen.

De nuværende HTS-repræsentanter i Dansk Industris hovedbestyrelse indtræder i den nye organisations hovedbestyrelse.

I HTS er opfattelsen, at den nye samlede organisation bliver den dominerende aktør på såvel den politiske som overenskomstmæssige scene, den vil have en stærk lokal og regional forankring, og den vil have en troværdighed uden sidestykke.

Udgangspunktet for HTS’ beslutning var, at der ikke er plads til tre store erhvervs- og arbejdsgiverorganisationer i Danmark. Nu er der så kun to: Nemlig DI og Dansk Erhverv, som begge har fusioneret sig gigant-store. For transporten er situationen dog, at man har et ben i hver lejr: HTS med bl.a. ITD er nu i DI mens DTL for nogen tid siden kom med hos Dansk Erhverv og efterfølgende har dannet sin egen arbejdsgiverforening.

Et stjernetegn

HTS-direktør Michael Svane kalder beslutningen om sammenlægning for en meget stor dag for dansk transport både for gods og personer.

- Vi får nu den samling på tværs af transportformer og gods og person, som er forudsætningen for, at vi nu kommer i indflydelsens superliga. En sag, som jeg har kæmpet for siden min indtræden på den danske transportscene 1. maj 1995. Nu bliver der tale om transport på den store klinge, siger Michael Svane, som fremhæver betydningen af en fælles platform for transporten – så hele transportkæden og dens mange aktører får et slagkraftigt fælles samlingspunkt.

- Alle har jo infrastrukturen som fælles produktionsapparat og det politiske stjernetegn hedder i dag samspil. Vi har været vant til at tænke i sektorer – vejsektor, jernbanesektor osv. Men tiden er løbet ud for sektortænkningen. Transporten har brug for fælles løsninger og det kræver fælles fodslag. Det får vi nu alle muligheder for at realisere, og det har været min inderste drøm i alle mine år inden for transport, siger Michael Svane.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079