Et spændende parløb med transporten
Udviklingen i entreprenørbranchen følges ofte ad med store dele af transportbranchen
Af Finn Bjerremand
Normalt interesserer vi os mest for transportbranchen med fokus på vejtransport her i bladet.
Men i dette nummer har vi lige for et øjeblik vendt blikket mod en branche, som ofte følger store dele af transportbranchen, både når det gælder udviklingen i beskæftigelsen og materiellets udvikling.
Man kan nemlig sige, hvis gravemaskinerne vokser meget i størrelse, ja så kræver det større lastvogne til at køre materialerne væk. Og omvendt kræver større lastvogne samtidig, også at maskinerne kan følge med, så det for eksempel ikke varer for længe for at læsse.
Samtidig er der mange kombinerede forretninger, hvor man både har entreprenørforretning og vognmandsforretning.
Både ogTrans Inform har besøgt en virksomhed, der netop har både vognmandsforretning og entreprenørvirksomhed.
Firmaet er Ejvind Laursen A/S i Hedensted, som i de sidste mange år har udviklet sig meget, specielt på entreprenørsiden. På dette felt er der kommet mange og meget større maskiner til.
Ved årsskiftet fik det østjyske entreprenørfirma leveret flere nye entreprenørmaskiner. En af dem er en Komatsu gravemaskine af LC typen, der har en ekstra lang arm. Det er samtidig en meget miljøvenlig maskine, og det gør sig gældende både på brændstofforbrug, emissioner, støj m.v.
Fokus på brændstofDet er ikke bare i transportbranchen, at brændstofforbrug er et stort tema. Det gælder også alle former for entreprenørmaskiner, hvor man også er afhængig af dyr dieselolie til at drive maskinerne.
Komatsu gravemaskinen, der er af typen PC 450 LC, er udstyret med en moderne Komatsu dieselmotor, der er en sekscylindret rækkemotor på 11,04 liters slagvolumen, og som har en topydelse på 257 kW7 345 hk. Indsprøjtningssystemet er af typen Commonrail, og motoren er også udstyret med EGR (udstødningstilbageførsel) der endog er kølet, og der udover er der en normal turboladning med intercooler.
Som i lastvogne er transmissionen også en vigtig detalje, der også har betydning for brænstofforbruget. På en sådan gravemaskine er det hele hydraulisk drevet. Derfor er Komatsu 450 udstyret med to variable stempelpumper, der hver maksimalt kan give 345 liter i minuttet.
Undervognen er med to store bånd, som også er hydraulisk drevne. Det sker ved hjælp af oliemotorer som sørger for, at garvemaskinen kan bevæge sig frem eller tilbage. Når man skal dreje sker det ved at lade det ene bånd køre hurtigere end det andet. Alt styres fra førerkabinen ved hjælp af de joystick og pedaler maskinføreren har til rådighed i førerkabinen.
Højere trykKabinen er det man hos Komatsu kalder for Space Cab. Den er konstrueret med en kraftig stålramme og i kombination med sikkerhedsselen giver det et højt sikkerhedsniveau. Det er f.eks. hvis maskinen skulle vælte, at såvel sikkerhedssele som sikkerhedskabine vil skulle vise sin virkning.
Førerkabinen er også udstyret med et klimaanlæg som samtidig sørger for et lidt større tryk end udenfor, hvilket får støv m.v. til at blive ude. Kabinen er også ophæng med specielle ophæng, der giver en god affjedring og derved formindsker rystelserne, når maskinen arbejder. Desuden er kabinen meget støjsvag, så det giver et fornuftigt arbejdsmiljø.
Der er også masser af småfinesser som f.eks. tomgangsadvarslen. Efter fem minutters tomgangskørsel kommer der en tomgangsadvarsel frem på infodisplayet, som minder føreren om at det unødvendigt at lade maskinen stå og køre i tomgang.
Arbejder på dybt vandNår man hos entreprenørfirmaet Ejvind Laursen A/S har anskaffet sig en maskine som denne Komatsu med de ekstra lange arme, er det ikke nogen tilfældighed.
Normalt står den nemlig nede i grusgraven, hvor den graver materialer op fra en stor sø. Da der netop er tale om en sø, har man ikke andre muligheder end at have en gravemaskine med en ekstra lang arm. Man kan ikke bare sænke et niveau og så holde dernede.
Det er hårde påvirkninger maskinen udsættes for, når den hele tiden sænker skovlen ned i vandet. Derfor har man hos Ejvind Laursen fået Komatsu’en leveret med centralsmøring, så de vigtige lejer på armene og ved skovlen hele tiden bliver smurt.
Maskinfører Jørgen Jensen siger til Trans Inform, at den gamle gravemaskine netop ofte blev ramt af lejesammenbrud, og det medførte, at man tog skridtet helt ud og fik Komatsu’en leveret med centralsmøring, som i øvrigt virker helt efter hensigten.
I strakt armMaskinføreren er meget glad for maskinen, der er en noget større maskine end den han tidligere kørte med.
Komatsu’en klarer ca. 2 m3 i skovlen og i strakt arm, når den ca. 20 meter ud. Maskinens egenvægt ligger på 53 ton, så det kræver en kraftig blokvogn, når den skal flyttes uden for grusgraven. Da vi var på besøg, var den sat på en specialopgave.
På grund af det meget fedtede føre, kunne bulldozerne ikke holde overskudsjorden væk fra aftipningspladsen.
Overskudsjorden, der som regel er ler, har lastvognene ofte med retur fra de byggepladser hvor der fyldes sand på i stedet. Derfor bliver der hele tiden fyldt overskudsjord på i den ene side af grusgraven i Remmerslund, og det skal jævnes langt ud. Men det er Komatsu gravemaskinen også god til med sin lange arm.
Entreprenørfirmaet Ejvind Laursen A/S råder bl.a. over 10 gravemaskiner fra 0,9 ton til 53 ton, 11 gummigeder, to bulldozere samt otte lastvogne.