Både fejeblad og bjergningskøretøj i ét
Brande Vognfabrik ApS i Brande har leveret et meget specialiseret bjergningskøretøj til firmaet J.P. Mortensen Transport I/S i Karlslunde.
Af Finn Bjerremand
Det er ingen helt almindelig opbygning, som Brande Vognfabrik denne gang har kreeret.
Der er virkelig tale om en unik multifunktionsopbygning, der giver mulighed for at kunne holde vognen beskæftiget næsten altid.
Vognen er opbygget med et knæklad, som det kendes fra normale fejeblad. Dette lad slutter dog lige bag ved den bagerste aksel, hvor resten af ladsektionen ikke blot kan sænkes ned, som man ser på andre knækladsvogne. Nej den bagerste del med tilhørende hydrauliske ramper kan trækkes forover, så ramperne kan ligge vandret hen over den forreste del af ladet.
Det betyder, at hele bjergningsaggregatet, som sidder under den bagerste del af ladet, derved er frilagt.
Tung bjergningDerfor kan aggregatet anvendes til at bjerge et tungt køretøj, som f.eks. en bus eller en lastvogn, hvor en aksel kan løftes op i bjergningsgrillen for bugsering.
Endelig kan den bagerste sektion med tilhørende ramper helt fjernes, så en stor del af ladet er fri samtidig med, at man kan anvende bjergningsaggregatet.
Når den bagerste del af knækladet er foldet bagud, virker vognen som et helt almindeligt fejeblad til transport af tunge maskiner og køretøjer. Bjergningsaggregatets benyttes til at hæve eller sænke den bagerste laddel. Ramperne er konstrueret så de kan drejes om i langsgående retning under kørslen. Det betyder mindre vindmodstand under kørslen og dermed et lavere brændstofforbrug.
Spækket med udstyr og finesserOpbygningen er bygget op på et Volvo FM400 med Euro 5 motor og et 8x2 chassis med luftaffjedring på alle aksler samt styring på tre aksler. Bag førerhuset er der monteret en HMF kran af typen 2220 K5.
Det tunge bjergningsaggregat kommer fra producenten Bro Wrecker i Kristinehamn i Sverige.
Ud over kranen og det specielle lad, er der også to spil på vognen, et under ladet og et der virker som ophalerspil oven på ladbunden. Under bagenden er der to hydrauliske spader, der kan skubbes ud i jorden, så man sikrer, at vognen bliver på stedet, når der f.eks. trækkes med de to spil.
Den nye bjergningsvogn er selvfølgelig også udstyret med masser af skabe, blandt andet et stor skabsarrangement lige bag kranen. Der er også masser af arbejdslys placeret på vigtige steder og advarselslys, som også omfatter en stor lygtebom, der kan skydes op i luften.
Alt styres med trådløse fjernbetjeninger og der er flere kameraer placeret på strategisk vigtige steder, som under kørslen sikrer kontrol med vigtige funktioner inde fra førerpladsen.
BugsertrækI bagenden kan der også drejes en bom med et bugsertræk ud i midterposition, så alle former for påhængskøretøjer kan tilkobles.
Opbygningen er ifølge Jens Arne Thomsen, indehaver af Brande Vognfabrik, den mest specielle løsning hans virksomhed nogensinde har produceret.
Titan Lastvogne A/S Karlslunde, der er autoriseret Volvo forhandler har leveret chassiset, mens Linde Lak i Brande har stået for lakarbejdet.