Mindre luftforurening fra skibe
For at reducere udledningen af svovloxider fra skibsfart har FNs søfartsorganisation begrænset det maksimale indhold af svovl i brændselsolie til 4,5 pct. i hele verden.
I de såkaldte svovlemissionskontrolområder er grænsen og 1,5 pct.
I 2006 trådte de skærpede krav i kraft for Østersøen, og i 2007 blev svovlemissionskontrolområdet udvidet til også at omfatte Nordsøen. Danmark ligger nu midt i området, og det skønnes, at kravene har medført en halvering af den mængde svovl, der udledes fra skibene, idet gennemsnittet af svovlindholdet i den brændselsolie, som de større skibe anvender, er opgjort til ca. tre pct. på verdensplan.
Ved årets udgang blev det tilladelige svovlindhold i gasolie i EU også halveret, idet grænsen blev sænket fra 0,2 pct. til 0,1 pct. Søfartsorganisationen har imidlertid ikke hvilet på laurbærrene, for man er nu ved at lægge sidste hånd på en revision af reglerne, der vil give en yderligere reduktion, oplyser Danmarks Rederiforening.