Ricö i stormvejr
Tyske Ricö-gruppen i svære finansielle vanskeligheder.
Transportkoncernen Ricö Internationale Transporte und Logistik GmbH kæmper for at overleve. Ifølge tysk presse, så står op mod halvdelen af koncernens 2500 lastvogne i øjeblikket stille og der har i flere dage svirret rygter om finansielle problemer i Ricö-gruppen, der blev grundlagt i 1992.
Ifølge TTN’s søsteravis DVZ har skifteretten i Osterode bekræftet, at der foregår forhandlinger om selskabet fremtid, men der er endnu ikke fundet nogen løsning.
Kun selskabet linetrafik skal fortsat køre normalt, mens de lastvogne, der kører i trampfart angiveligt holder stille. En stor del af Ricö’s lastvognsflåde i Polen skal også være parkeret på ubestemt tid.
Ricö’s problemer kan koste leverandørerne dyrt. Ifølge DVZ, så skal to olieselskaber allerede have spærret dieselkort, der er udstedt til Ricö. En eller flere unavngivne svenske lastvognsproducenter skal være i fare for at brænde inden med op mod 300 nye lastvogne.
Svære likviditetsproblemer får skylden for Ricö’s problemer. Blandt andet skal der være tale om usædvanligt store tilgodehavender. Samtidig skal et sydafrikansk selskabs forsøg på en fjendtlig overtagelse have kostet Ricö-gruppen dyrt.
Ricö-gruppen omsatte for 200 mio. euro i 2006 og beskæftiger omkring 3000 ansatte.