Unicon køber Kudsk & Dahl
Unicon investerer i råstofområdet i Danmark og styrker sin position indenfor færdigbeton
Således har Unicon A/S pr. 1. marts 2008 overtaget Kudsk & Dahl A/S i Vojens, der har en ledende position indenfor sten og grus samt færdigbeton i det sønderjyske område.
- Derudover har Kudsk & Dahl A/S en stor og alsidig vognmandsvirksomhed, der både varetager intern og ekstern kørsel, såsom bl.a. leverancer til adskillige betonfabrikker i regionen, samt til regionens største asfaltfabrik. Derudover er virksomheden leverandør til regionens både større og mindre entreprenørvirksomheder. Endvidere transporteres der betonelementer, samt der køres med andre produkter, lyder det fra Unicon, som videre oplyser, at Kudsk & Dahl A/S efter overtagelsen vil fortsætte som et selvstændigt selskab under ledelse af den nuværende direktør Jørn Kudsk. De to øvrige direktører i virksomhedens ledelse, Svend P. Løbner og Andreas Dahl fortsætter også i selskabet.
Kudsk & Dahl A/S vil være ansvarlig for alle Unicons aktiviteter indenfor råstoffer i region Syd, et område hvor Unicon har ønsker om fortsat vækst.
For færdigbeton vil Kudsk & Dahl A/S´s betonfabrik i Gram med egen dispo-afdeling danne omdrejningspunkt i det sønderjyske område, bestående af fabrikker i Haderslev, Vojens, Gram, Tønder og Sønderborg og vil styrke Unicons markedsposition i området.
Unicon vil søge at bruge de kompetencer, som Kudsk & Dahl A/S har indenfor transportområdet til at optimere Unicons samlede ind- og udgående logistik.
Kudsk & Dahl A/S har 100 ansatte og et resultat før skat i 2007 på 8 mio. kr.