23948sdkhjf

Fokus på importfragten

Er der en generel tendens i import-logistikken i retning af mindre luftfragt og mere søfragt? Der kan der gives mange svar på, afhængigt af hvilken virksomhed, der står for svaret. Hos Aaen Ltd. kan man imidlertid ikke umiddelbart genkende dette billede…

Er der en generel tendens i import-logistikken i retning af mindre luftfragt og mere søfragt? Der kan der gives mange svar på, afhængigt af hvilken virksomhed, der står for svaret. Hos Aaen Ltd. kan man imidlertid ikke umiddelbart genkende dette billede…



Af Herbert Nielsen

Administrerende direktør gennem nu lidt over to år er Jan Dam Poulsen, der som noget af det første efter sin tiltrædelse igangsatte arbejdet med en ny handlingsplan og udarbejdelse af en ny strategi for virksomheden, der ligger godt til som én af de mellemstore speditører i Danmark.

- En vigtig komponent i vores nye strategi er en ændring i vægtningen af import og eksport inden for luftfragten. Vi ansatte en ny medarbejder, fuldt dedikeret til importluftfragten, og det har betydet en vældig stigning i dette område, der dermed overstiger eksporten. Samtidig er vores søfragt, der i samlede tonnager naturligvis fortsat langt overstiger luftfragten, også vokset betydeligt, og vi har vel omkring en 80/20 deling mellem sø og luft, siger Jan Dam Poulsen.

-Vi har derfor svært ved at redegøre for en mulig underliggende strukturændring inden for logistikken, men det er nok alligevel muligt, at importører og eksportører generelt er blevet stadigt bedre til at planlægge logistikken og dermed kan man udmærket tænke sig, at søfragten vinder terræn i disse år.

Nicher og samlede løsninger

- Ser vi på vores luftfragtimport, er det klart markeder som Kina og Indien, der dominerer. Vi har trafikker ind via Billund, men det meste kommer nok fortsat ind via København. Dog i ringe omfang som fløjet direkte gods, men snarere som konsolideringer med de selskaber, der giver det bedste match mellem de leadtimes, vore kunder ønsker, og de priser, vi kan opnå. Det er dermed ikke så afgørende for, hvilke luftfartsselskaber, der flyver direkte ind til eller ud fra Danmark.

Samlede løsninger

- På eksportsiden har vi agenturer for store providers som Kestrel, og vi har blandt andet 2-3 nicher inklusive trafikker til Karibien, der er i stærk vækst – faktisk med en fordobling over de sidste år. Karibien er procentuelt ikke noget stort marked for dansk eksport, men til gengæld en meget interessant niche som vi har intentioner om at vokse os store i..

- Men vi er ikke primært en niche-spiller: Vi er en mellemstor speditionsvirksomhed, der lægger vægt på at udvikle samlede logistikløsninger for vore kunder. De kunder, der har megen søfragt, vil oftest også efterspørge lufttransport, og det skal vi naturligvis være i stand til at stille op til. Ligesom eksportører rundt om i verden foretrækker at arbejde med én speditør, der kan løse alle hans speditionsopgaver inden for en samlet ramme.

- Endelig har vi også haft held til at udvikle en række tjenester, som er attraktive også for andre speditører. Alt i alt er vi i stærk vækst, siger Jan Dam Poulsen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078