Niels Pagh Logistics ApS har som den første danske virksomhed indgået aftale med Lorry Rail, der med tog fragter trailere fra Luxembourg til den spanske grænse.
Den skærpede fokus på miljø og forurening har fået logistikvirksomheden Niels Pagh Logistics ApS til at indgå en aftale med Lorry Rail, der på togvogne fragter de tonstunge trailere fra Bettembourg i Luxembourg til Le Boulou nær Perpignan i Frankrig. På den 1050 kilometer lange tur spares miljøet for CO2-udslip, og motorvejene spares for adskillige vogntog, oplyser Niels Pagh Logistics.
- Aftalen med Lorry Rail er vores bidrag til at begrænse CO2-udslippet og reducere trafikken på de overfyldte veje i Europa, siger Michael Pagh, der er direktør i Niels Pagh Logistics ApS.
Meget mindre CO2
Virksomheden har bl.a. med eget lager i Barcelona specialiseret sig i fragten mellem Skandinavien og Spanien og sender hver uge 35 lastbiler af sted mod den iberiske halvø.
Michael Pagh siger: - Så længe trailerne fragtes med tog, reduceres CO2-udslippet med 80 procent i forhold til fragten med lastbil.
Lorry Rail blev indviet i marts 2007. Hver nat hele ugen igennem kører to tog i hver sin retning, og de enkelte trailere der bliver læsset på toget, må veje op til 33 tons. I fremtiden vil der blive flere afgange, og der vil komme flere nye strækninger. Det er målet for Lorry Rail at reducere det årlige CO2-udslip med 24.000 tons.