Fluen var lykkelig over endelig at være kommet tilbage i sin vindueskarm på vognmandens kontor. De store udflugter var ikke længere, som da den var ung og havde et kæmpe overskud af energi. Men fluen havde ikke kunnet stå for alle de krummer, der var blevet tilbage efter arrangement i kantinen for et par dage siden. Da den så fløj tilbage var døren til chefkontoret højst overraskende lukket.
Med store anstrengelser – hvor er min ungdom blevet af, tænkte den – fik den omsider klemt sig ind gennem en lille sprække ved dørkarmen.
Chefen var der ikke spor af. Heller ikke næste morgen. Fluen vidste at det ikke var weekend, men det plejede i øvrigt ikke altid at forhindre vognmanden i at være i firmaet, og han havde ikke ryddet op som ved ferie eller rejser.
Endelig kom han. Men ikke i sit sædvanlige friske humør eller iført sit bistre blik, hvis han var i den form for lune. Fluen syntes, at han så nedbøjet ud, men den havde nu også en tendens til at overdramatisere tingene.
I hvert fald kastede chefen sig ikke over telefonen, som han ellers gjorde som noget at det første. Først da bogholderen kom ind til deres sædvanlige lille konference, fandt vognmanden sit gamle jeg frem igen.
- Nå du havde lige brug for et par fridage, begyndte bogholderen.
- Fri og fri, Jeg har været ude og tale med forskellige folk. Det nævnte jeg jo for dig til personale-arrangementet.
- Nåh ja. Jeg troede bare ikke, at det var her og nu. Men vi skal jo have fundet ud af, hvad vi gør med de ledige stillinger.
- Ja, jeg må indrømme, at det slog mig lidt ud af kurs forleden aften til vores arrangement. Jeg sludrede med flere, og det kom frem, at to af vores bedste folk er på vej ud. To mand ud over Niels Andersen og Steen.
Fluen vidste, at chefen gjorde meget for, at personalet skulle trives og både have udfordringer og tryghed. Og han betalte ikke dårligt. Derfor havde firmaet normalt ikke problemer med at holde på folk og tiltrække nye.
Og det nye IT-system havde været en succes. Også blandt de lidt ældre ansatte, som ellers havde været skeptiske. Men det kørte, og vognmanden havde på personale-arrangementet luftet tanken om at bygge til.
- Det var det lidt en spand koldt vand i hovedet, da jeg hørte, at flere er på vej til at søge væk, sagde chefen
Bogholderen nikkede. Han havde også hørt om situationen.
- Du ved godt, at det er de bøder, som vi lige er rendt ind i, der får folk helt op på mærkerne. Og klip i kørekortet og alt det der. Og selv vore allermest stabile og ansvarlige folk rammes. Poul Smed blev jo taget for en ren bagatel, og han har kørt skadefrit og uden bemærkninger i snart 20 år.
- Ja, men det er jo ikke os der har lavet de åndssvage regler. Hvad mere kan vi gøre. Vi holdt jo det chauffør-kursus, og vi presser jo ikke folk til noget.
Fluen kunne se, at chefen var ved at hidse sig op. Men hellere det end at se ham hænge med hovedet.
Bogholderen kunne også se det: - Jamen, der er jo ikke meget mere at gøre. Det er det samme for andre, og så har vi jo det ekstra problem med den nye internationale medicinalvirksomhed. Det er jo kun fem kilometer herfra. Byggeriet er kæmpestort, har du set hvor meget det er skudt i vejret?
Vognmanden nikkede. Han vidste, at det store byggeri havde drænet egnen for ledig arbejdskraft. Der er rigtig gode penge at tjene i øjeblikket.
Bogholderen fortsatte: Og vi skal nok også regne med, at de skal have et stort personale, når de starter produktionen op.
- Ja, men det kan da for pokker ikke gå ud over os. Du skal ikke bilde mig ind, at nogen af vores chauffører vil gide stå på fabrik. Skulle de bytte det frie liv bag rattet ud for at stå og hive piller ud af en maskine?
Chefen hev sin kam op af lommen og begyndt ubevidst at rede sit tynde hår med hidsige bevægelser.
- Så kan jeg fortælle dig, at det faktisk er, hvad jeg tror der er ved at ske. Men inden du hidser dig mere op, så er der jo ikke sket noget endnu. Vores faste folk er her jo stadig. Det er overvejelser, og du skal faktisk tage det som en kompliment til din ledelse af firmaet, at folk fortæller dig om deres situation. Andre steder skrider de bare.
- Men seriøst: Tror du, at chauffører kan blive tiltrukket af den nye medicinalfabrik, spurgte vognmanden.
- Fabrikker er jo ikke som i gamle dage med samlebånd og støj. Moderne produktionsvirksomheder er meget mere spændende arbejdspladser med udfordringer til medarbejderne. Og så risikerer de jo ikke at få bøder og miste kørekort og job fra den ene dag til den anden.
Chefen nikkede og fluen kunne se, at hans lidt skæve smil, der plejede at signalere ”noget i baghånden” var ved at brede sig.
- Men vi talte også om noget andet på personale-kulturaftenen: Nye biler.
- Jamen men vores nybyggeri kræver jo store investeringer.
Chefen nikkede. Han havde truffet en beslutning: -Ja, men det kan måske udskydes, når galt skal være, sagde han og tilføjede næsten stakåndet:
- Har du set de nye Euro5 modeller. Pragtstykker. Det kalder jeg kultur. Super driftsøkonomi, miljø-perler. Automatgear. Udstyr til den store guldmedalje. Jeg ved, at de vil elske det. Og jeg har faktisk været ude og hente alle tiders tilbud på seks nye biler.
Bogholderen smilede. Og det samme gjorde fluen, da chefen hev sine stærkt krummende chokoladekiks op af skuffen.
BREAKING