LKAB driver højteknologisk procesindustri med øje på både medarbejdere og omgivelser – Meget af minearbejdet styres ovenfra via computere
Af Finn Bjerremand
Når man taler om miner, ser de fleste nok billedet af en sort mineskakt for sig. En mineskakt , hvor minearbejderne bliver hejst ned i ved hjælp af små elevatorer.
Men sådan er det ikke mere, i hvert fald ikke i Nordens største mine LKABs mine i Kiruna. Her driver man en højteknologisk procesindustri. LKAB står for Luossavaara, Kiirunavaara AktieBolag.
Nu er det i Kiirunavaara, at den store malmudvinding finder sted. LKAB er faktisk ikke bare Sveriges, men hele Europa ”hjemme-mine” som selskabet selv udtrykker det.
Mineselskabet, der er statsejet men fungerer som et selvstændigt selskab, driver tillige minevirksomhed i Malmberget ved Gällivara ca. 130 km sydøst for Kiruna.
På verdensplan producerer LKAB ca. 2 procents af al malm og beskæftiger 3.500 ansatte. Overskuddet er på en million danske kroner hver dag, og efterspørgslen efter LKABs produkter er meget høj.
Produktionen af rå stål er bare steget og steget siden 1997, hvor den lå på 800 millioner ton. Nu er den nået op over 1000 millioner ton pr. år. Nettoomsætningen hos LKAB lå på mere end 14 mia. svenske kroner i 2006, og med en stigende efterspørgsel på stål ventes omsætningskurven ikke at gå nedad foreløbig.
Fjernbetjente maskiner
Selve brydningen af stålet er helt overladt til maskiner, som ofte er fjernbetjent oppe fra den store administrationsbygning oven over minen. Eksempelvis er de store elektriske læssemaskiner, som løfter rå malm op i togvognene nede i minen, styret fra computerskærme. I stedet for at bruge tid på at komme ned til maskinerne, kan de ansatte stille og roligt styre maskinerne oppefra. En medarbejder kan styre flere maskiner ad gangen og lytte til musik i stedet for at sidde i støj i maskinens førerhus. Samtidig undgår man påvirkningerne af f.eks. støv og snavs.
Selve styringen af læssemaskinerne foregår via stor radar oven på maskinen. De holder øje med afstandene til væggene i skakten, og signalerer, hvis maskinen kommer for tæt på. Det eneste, som maskinføreren selv skal kontrollere er fyldningen af skovlen. Maskinen vil aldrig få fyldt skovlen helt op, hvis den selv skal kontrollere det, det kræver menneskehånd.
Når malmen er brudt og læsset i det interne systems togvogne, kører de fjernbetjente tog hen over en elevatorskakt, hvor bunden automatisk åbnes, sål det rå malm falder direkte ned i elevatoren, som så transporterer malmen op til overfladen og til videre forarbejdning.
Ikke råstoffer
Fidusen bag LKABs succes er nemlig, at man ikke sælger råvarer, men derimod forarbejdede produkter. Det stiller særdeles store krav til hele logistik-flowet, fordi de færdige produkter kommer ud som piller eller i pulverform. Specielt pillerne, som man i Sverige kalder pellets, er et meget efterspurgt produkt ude i verden.
LKAB er uden sidestykke det største svenske industriprojekt nogensinde. Det omfatter såvel miner, jernbaner, kraftstationer - samt ikke at forglemme - et militært forsvarssystem.
Der er da heller ingen tvivl om, hvorfor Hitler i 1940 havde meget travlt med at få indtaget den norske by Narvik.
Derfra sker langt den største del af udskibningen af stål til hele verden og Narviks havn er en god havn, fordi den er meget dyb og den er frostfri det meste af året, i modsætning til Luleå, der kæmper med frosten en stor del af vinteren.
For at få transporteret malmen fra minens forarbejdningssted og ned til Luleå Havn og til Narvik anvendes nogle meget store tog. De nye lokomotiver trækker hver 68 vogne, som hver især kan laste 100 ton.
Når et tog kommer til Narvik, medbringer det altså hele 6800 ton malm.
BREAKING