Vestjysk Synscenter har lejet sig ind hos servicecenter for erhvervskøretøjer i Bramming
Af Finn Bjerremand
Hos Høegs Last- og Varevognscenter i Bramming satser man i dag meget på at få flere kunder med tunge køretøjer.
Virksomheden har for kort tid siden fået en ny synsvirksomhed ind på centeret. Den nye synsvirksomhed, der bærer navnet Vestjysk Synscenter ApS, har lejet det halve af værkstedet samt en administrationsdel.
Vestjysk Synscenter ApS ejes af Bjarne Hansen, der bl.a. har en fortid som medarbejder i synsvirksomheden A-Inspektion i Esbjerg.
Bjarne Hansen siger til Trans Inform, at han satser på drive-in syn af alle typer køretøjer.
- Det betyder at man kan komme, når man er klar til at få synet sit køretøj. Ønsker man at have en helt bestemt tid, kan der selvfølgelig forudbestilles, siger han.
Tilbyder også dækservice
Hos Høegs last- og Varevognscenter er man også begyndt at tilbyde dækservice. Virksomheden ønsker at kunne levere en totalløsning til kunderne
Med muligheden for både at kunne få serviceret og synet sit køretøj ligger det også lige for, at man kan få dækservice med mulighed for både køb af nye dæk samt montering og service.
Hos firmaet tilbyder man flere forskellige dækmærker, så man kan efterkomme mange forskellige kunders behov og ønsker.