Trailerkombinationer vinder mere og mere frem - alligevel er det et must med hænger-vogntog ved distribution i Norge – denne måneds køretøj er udstyret til at klare enhver situation.
Af Finn Bjerremand
Det er helt klart, at trailervogntogene vinder mere og mere frem over hele verden, men alligevel er der områder, hvor det er mere hensigtsmæssigt at anvende forvogn/hænger-kombinationer.
Det har vognmand Ole Bredahl i Timring i Midtjylland da også fundet ud af. Han har ellers kun trækkere og trailere i sin vognpark. Men vognmanden har en del kørsel til Norge, hvor man kører direkte ud til byggemarkeder og til byggepladser. Det betyder, at det ofte er svært at komme til med trailere.
Derfor har Ole Bredahl netop anskaffet sig et rigtigt hængervogntog udstyret med alt muligt og (næsten) umuligt udstyr.
Vogntoget skal så køre til de destinationer, som er svære at nå frem til med trailervogntog. Derfor har det også været vigtigt for vognmandsfirmaet at få udstyret vogntoget, så det kan anvendes til alle opgaver.
Vi har det nye vogntog med som månedens køretøj i denne måned, så læserne mere indgående kan stifte bekendtskab med opbygningen og udstyret.
Gardinopbygning og læssebagsmæk
Vogntoget består af en tre-akslet Scania R500 i en Euro5 version, hvor transmissionen er en Opticruise gearkasse, og opbygningen består af et gardinlad og læssebagsmæk. Bagenden af forvognen er samtidig lavet sådan, at en medbringertruck, der normalt sidder på bagenden af påhængsvognen, også kan sidde på forvognen, når påhængsvognen ikke er med.
Påhængsvognen er af mærket HFR, bygget specielt til formålet med tre aksler samt en tilhørende tre-akslet påhængsvogn, der også er opbygget med gardinlad og egen læssebagsmæk.
Både på bagenden af forvognen og påhængsvognen kan der sidde en medbringertruck, som kan anvendes til af og pålæsning, hvor modtageren ikke har truck.
Mange hænder
Den komplette opbygning samt påhængsvognen er leveret af Boelslund Handelsfirma ApS i Ikast, mens HFR i Rødekro har leveret påhængsvognschassiset.
Fyns Karosseribyg i Søndersø har leveret hele opbygningen, VBG har leveret påhængsvognstræk samt onspot snekæder, OJ Autolak har lavet al malerarbejdet, TeleBent i Brande har leveret kommunikationsudstyret, 2M i Middelfart har lavet al polstringen af førerhuset, mens underkøjen er leveret som reservedel af DAF.
Vognmand Ole Bredahl, oplyser, at det meget flotte vogntog i løbet af kort tid vil blive sat i trafik mellem Jylland og Norge.