Regeringen er for tiden under pres for at sænke den skattefri rejsegodtgørelse til medarbejdere, der arbejder så langt væk, at de ikke kan overnatte hjemme.
Det er en ordning, som i særlig grad har betydning for lastbilchauffører og især eksportchauffører, som ofte overnatter i deres lastbil
- Det vil være endnu en forringelse af danske vognmænds internationale konkurrenceevne, hvis satsen for rejsegodtgørelse sænkes. Endnu flere vil udflage. I forvejen ser vi et stigende antal udenlandske lastbilchauffører på de danske veje. Er det det, vi vil, i Danmark, spørger adm. direktør Erik Østergaard, DTL, op opfordrer regeringen til at sikre den danske konkurrenceevne ved at fastholde rejsegodtgørelsens niveau.
Nej til særregel
- Transportbranchen er hele tiden under pres – og til tider også på grund af danske særregler. Men en effektiv transportbranche er et aktiv for Danmark og er en af årsagerne til, at samfundet holdes i gang. DTL er bl.a. derfor modstander af, at man yderligere forringer transporterhvervets vilkår, siger han.