Den første oktober er endnu en skæringsdato for miljø-krav til lastbiler. Så er det nemlig slut med plat og snyd på lastvogne med SCR-katalysatorer – Vi har spurgt lastbilproducenterne om de er klar – og det er de stort set
Af Finn Bjerremand
Det er ved at være en kendt sag, at man kan slippe af sted med bare at hælde vand i AdBlue-tanken eller måske helt lade være med at komme noget i. Et firma, der markedsfører tilsætningsstoffer til brændstof har faktisk benyttet lejligheden til at skrive om fænomenet i sin produktomtale. Men nu er det snart slut.
Den første oktober skal der nemlig være et selvdiagnosesystem – også kaldet OBD1+ systemet - på alle nye lastvogne.
Systemet kontrollerer ved hjælp af en sensor i udstødningen, om udstødningen nu også er så ren som den skal være. Er den ikke det, går motoren over til kun at trækker 40 procent, når den startes første gang, efter at den har været stoppet og OBD1+ systemet har konstateret uregelmæssigheder.
Men er lastvognsproducenterne nu også klar til levere lastvognene med det nye system. Eller bliver der som så ofte før, panik på motorkontorerne dagen inden kravet træder i kraft. Og skal der søges dispensation til mange nye køretøjer?
På nye Iveco lastbiler er det umuligt at bruge vand, idet alle nye køretøjer nu er fase 2 og derfor udstyret med sensor i udstødningen. Passer Nox niveauet ikke, reduceres motorens moment med 40 pct., når den stoppes første gang.
- Vi har i Iveco-regi nogle få biler, som vi kommer til at søge dispensation for – bl.a. i Euro Cargo segmentet, siger Henning Nielsen fra Iveco Danmark A/S i Glostrup.
Hos Volvo Lastvogne Danmark A/S, siger produktchef Steffen P. Müller: - Vi har indført det i produktionen i uge 23. Vi må dog søge dispensation for et antal lastbiler, som ikke kan nå at være færdigopbyggede inden 1. oktober.
Informationsmedarbejder Rita M. Hansen hos DAF Trucks Danmark A/S siger: - Ja, DAF er klar med OBD til 1. oktober, og alle nye DAF lastbiler produceret til og med uge 32 er udstyret med OBD1 (det gamle). Alle vogne produceret fra og med uge 33 er udstyret med OBD1+ (det nye) Dermed er DAF allerede er klar, men der skal sandsynligvis søges dispensation for "gamle" biler, som "kun" er udstyret med OBD1.
MAN og Scania
Fra den første juli blev NOx kontrol serieudstyr på vore TGL/TGM og fra den første august på TGA, og på de kommende TGS/TGX er det også serieudstyr. Vi har et mindre antal biler uden NOx-kontrol, og der vil blive søgt om dispensation til disse hos Færdselsstyrelsen, udtaler Erik Jørgensen, der er teknisk chef hos MAN Last og Bus A/S.
Informationschef hos Scania Danmark A/S, Mikael Friis siger til Trans Inform: - Scania har løbende indført NOx-sensor i produktionen for de relevante modeller. Der er indtil nu registreret ca. 80 Scania med NOx-føler i Danmark. Til det danske marked har de relevante Scania-modeller været specificeret med NOx-føler fra og med juni produktionen. Det betyder, at der er hjemkommet en hel del biler, som nu er under opbygning men endnu ikke registreret. Vi forventer at skulle søge dispensation til mindre end 100 biler, som ikke når at blive registreret inden 1. oktober.
Dispensation på 10 procent
Som det er tradition ved indførelsen af nye krav, gives der normalt dispensation på op til 10 procent af de foregående 12 måneders registreringer.
Hos DaimlerChrysler Danmark siger Press & PR Manager Lena Selander Bitsch: - Vi har i vores produktion løbende over sommeren indført diagnosesystem med NOx-sensor på vores EURO 4/5 motorer helt afhængigt af model og konfiguration. Generelt får lastvognsimportørerne tildelt dispensationer svarende til 10 pct. af mærkeregistreringerne i kalenderåret inden, det vil sige i 2006. På grund af de lange opbygningstider for chassiser og den almindelige lagersituation udnytter vi generelt denne mulighed for dispensation.
Renault Trucks har løbende siden maj indført OBD (overvågning af tilførsel af Ad-Blue) på vores forskellige modeller.
- Vi vil i lighed med alle andre mærker have mulighed for at søge dispensation på op til 10 procent. Om vi udnytter dette kan vi først endelig svare på den 30. september. Men med de ganske lange opbygningstider, vi har i markedet for øjeblikket, vil vi givet bruge denne mulighed, siger Christian Devantier, der er eftermarkedsdirektør hos Renault Trucks Danmark A/S.