Tre-akslet trækker, der kører i stresset trafik, præsterer et fornuftigt forbrug
I uge 20 i år tog vognmandsfirmaet IH Trans en ny Iveco Stralis Cube i brug.
Den nye vogn - en tre-akslet trækker og udstyret med en Euro 5 motor på 500 hk - anvendes til trucking af containere i ind og udland, hvor der blandt andet ofte køres til containerhavnen i Hamborg.
Vognen kører derfor i hektiske trafikmiljøer, såsom motorvejsstrækninger med en del kø og i bytrafik med passage af mange rundkørsler og mange lysreguleringer.
Alt sammen forhold der smitter af på kørestilen, og som kan være med til at påvirke brændstofforbruget.
Vi har fået et dieselregnskab af chauffør Glenn Frederiksen, der normalt kaldes Futte.
Diesel og AdBlue
Vognens speedometer var lige før 35.000 km, da måleperioden startede. Efter måleperioden på 15.311 km viste forbrugstallene, at der var forbrugt 5011 liter diesel samt 224 liter AdBlue.
Omregnet til km/l betyder det, at vognen har kørt 3,06 km pr liter diesel og 68,35 km pr. liter AdBlue. Regnes det hele sammen under et, har det totale forbrug været 5235 liter, svarende til et forbrug på 2,92 km pr. liter.
Udtrykt i procent er forbruget af AdBlue på 4,47 procent af dieselforbruget.
Godt nok
Firmaet I.H. Trans, Hatting drives af vognmand Poul Aksel Henrik Steen, der har 13 lastvogne, hvoraf de tre er trækkere som hver dag udfører containertrucking. De tre trækkere er alle af mærket Iveco.
Derudover udfører firmaet lidt af hvert med de øvrige vogne, som vognmanden udtrykker det. Vognmand Poul Aksel Henrik Steen, siger til Trans Inform om forbrugstallene, at det må betegnes som godt nok.
Den nye Euro 5 motor bruger lidt mere end firmaet to Iveco Stralis 430, der begge er Euro 3 klassificerede.
Motoren i Stralis 500 er dog også støre end i de tidligere 430’.
Forbrug km/liter AdBlue i %
Dieselforbrug 5011 3,06 af diesel
AdBlue 224 68,35 4,47
Antal km 15311
Total 5235 2,92