23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på SCMNews
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Erstatningens størrelse

Nogle gange må man erkende ansvar for en indtruffen skade, men dette er bestemt ikke ensbetydende med, at man blot skal udbetale erstatning svarende til det beløb, man bliver afkrævet, fastslår advokat Anders Hedetoft og advokatfuldmægtig Martin Juste, som her understreger vigtigheden af bl.a. at sikre sig behørig dokumentation

Nogle gange må man erkende ansvar for en indtruffen skade, men dette er bestemt ikke ensbetydende med, at man blot skal udbetale erstatning svarende til det beløb, man bliver afkrævet, fastslår advokat Anders Hedetoft og advokatfuldmægtig Martin Juste, som her understreger vigtigheden af bl.a. at sikre sig behørig dokumentation

Af advokat Anders Hedetoft, Delacour, Århus

Af advokatfuldmægtig Martin Juste, Delacour, Århus

Selv den mest varsomme transportør oplever, at der indtræder skader på godset eller at det bortkommer. Dette er en uundgåelig del af erhvervet. I mange situationer vil forsikringen dække skaden, men pga. selvrisiko eller som følge af grov uagtsomhed hos den skadevoldende medarbejder, vil forsikringsdækning ikke altid kunne rede den økonomiske del af sagen. Det skal indledningsvis udtrykkeligt understreges, at man som transportør aldrig skal anerkende ansvar uden at konsultere sit forsikringsselskab.

Dokumentation

Før man som transportør overhovedet overvejer at udbetale erstatning, er det vigtigt, at den berettigede fremsender behørig dokumentation. Det er ikke muligt at lave en specifik angivelse af, hvor god dokumentationen bør eller skal være, men det er forfatternes opfattelse, at dokumentationen i hvert fald bør være mere grundig, end de krav der opstilles til suspension af forældelsesfristen jf. CMR-lovens § 41, stk. 3. Ifølge denne bestemmelse suspenderes forældelsesfristen, når der fremsættes et skriftligt krav mod transportøren, og der skal endvidere som minimum angives det beløb, der kræves.

Bortkommet gods

Når godset er bortkommet, bliver CMR-lovens § 29, stk. 1 afgørende for erstatningens størrelse:

”Erstatning for hel eller delvis bortkomst af godset beregnes efter godsets værdi på stedet og tidspunktet for overtagelsen til befordring. Værdien bestemmes efter børsprisen eller i mangel heraf efter markedsprisen. Findes heller ikke en sådan pris, bestemmes værdien efter den sædvanlige værdi af gods af samme art og godhed.”

Erstatningen skal således betales for godsets værdi på stedet og tidspunktet for overtagelse til befordring. Værdien bestemmes i første omgang af børsprisen, men en sådan målestok findes meget sjældent, og det er derfor mere relevant med bestemmelse efter markedsprisen.

Den relevante markedspris skal fastsættes som markedsprisen i det omsætningsled, hvor bortkomsten er sket. Dette er ganske afgørende for værdien, idet hvert omsætningsled som bekendt skal tjene penge for ulejligheden. Sker bortkomsten således mellem producenten og grossisten, er den endelige detailpris uden betydning for erstatningens størrelse.

Internt

Er der tale om en intern transport mellem f.eks. lager og butik, og foreligger der ikke et fuldbyrdet salg, er det alene kostprisen, der kan kræves erstattet. Det er dermed vigtigt, at man sikrer sig, at der faktisk var tale om et fuldbyrdet salg.

Endvidere er det vigtigt at skrive sig bag øret, at der alene skal betales erstatning for gennemsnitsprisen for varer af samme art og godhed. Der skal med andre ord ikke betales erstatning, hvis sælgeren i sagen har lavet et ekstraordinært godt salg med f.eks. 10 % ekstra avance. Dog vil fakturaværdien i den konkrete sag dog ofte være i overensstemmelse med gennemsnitsprisen, men helt sikkert er det ikke.

Beskadiget gods

Sker der alene en beskadigelse af godset, skal erstatningen fastsættes i overensstemmelse med ovenstående i § 29, og erstatningen svarer i disse tilfælde til værdiforringelsen. Værdiforringelsen er ikke altid ensbetydende med reparationsomkostningerne, men det er klart en indikation herfor.

Beskadigelse frembringer imidlertid nogle særegne spørgsmål i relation til ansvarsbegrænsningen på 8,33 SDR pr. kilo. Hvorledes beregnes maksimalerstatningen, f.eks. når et løst bordben bliver beskadiget? Skal hele bordets vægt multipliceres med 8,33 SDR eller alene bordbenets vægt?

I et sådan tilfælde vil maksimalerstatningen skulle beregnes ud fra hele bordets værdi, idet bordet må anses som en helhed, der ikke kan adskilles. Er der derimod tale om en del af en mere kompliceret genstand, som består af flere enkeltdele, vil maksimalerstatningen sandsynligvis skulle beregnes ud fra den beskadigede enkeltdels vægt. Dette kunne f.eks. være et omstillingsbord, der består af både skrivebord og edb-anlæg.

Netop et sådan omstillingsbord blev beskadiget i en sag, der har været for retten i Tyskland. Under transporten tabte transportøren edb-anlægget, og dette måtte repareres for DEM 650.000. Konklusionen blev, at maksimalerstatningen skulle beregnes ud fra den beskadigede enkeltdels vægt på 1.400 kg, og ikke det samlede anlægs vægt på 11.701 kg.

Renter og omregning

I sidste nummer af Trans Inform behandlede vi inkasso. Det bør i forbindelse med ovenstående, og i forlængelse af sidste artikel, bemærkes, at CMR-loven indeholder en særlig bestemmelse vedrørende renter af erstatningsbeløb. Den normale rente i henhold til renteloven er pt. 11,25 % pro anno, men rentekravet, som kan rettes mod transportøren som følge af erstatningsbeløb for beskadiget eller bortkommet gods, kan alene kræves forrentet med 5 % pro anno jf. CMR-lovens § 35, stk. 1. Renterne kan kræves fra den dag, der skriftligt fremsættes krav mod transportøren eller den dag, stævning udtages.

Kræves der erstatning i andet end danske kroner, skal omregningen til danske kroner ske på betalingsdagen. I den seneste tid har dollarkursen været nedadgående, og dette har, eller vil få stor betydning for sager, hvor der f.eks. på grund af langvarig retssag, først sker udbetaling af erstatningsbeløb i dag eller senere.

For så vidt angår omregning fra SDR til danske kroner, sker denne efter kursen på den dag, hvor der afsiges dom eller den dag, parterne er enige om.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.11