Dansk Transport & Logistik afviser Rigspolitiets påstand om, at kriminalitet mod lastvogne og chauffører ikke optager transportbranchen.
Baggrunden for DTL’s reaktion, er en udtalelse fra lederen af Rigspolitiets Tungvognsafdeling, Michael Balvits. Han er i medierne er citeret for at hævde, at tyveri fra lastbiler og overfald på chauffører ikke optager danske chauffører og vognmænd, fordi politiet praktisk taget aldrig får henvendelser om emnet.
Det nærmer sig arrogance, siger DTLs vicedirektør Morten Lindbo
Han peger på, at nok ingen i transporterhvervet anser Rigspolitiets Færdselsafdeling som stedet at henvende sig ved tyverier og overfald:
- Tungvognsafdelingen er sat i verden til at kontrollere og sanktionere, hvilket de gør flittigt. Men mig bekendt har de hverken præventive initiativer eller efterforskningsmæssig kompetence med i paletten, siger Morten Lindbo.
Dokumentation
Han afviser blandt andet Michael Balvits udtalelser med henvisning til den rapport fra maj i år, som Europa Parlamentet har fået udarbejdet. Her fremgår det, at der hvert år mistes for 8,2 milliarder euro gods i Europa på grund af tyverier og overfald. Holdt op imod antal transporter betyder det et tab på 6,72 Euro pr. transport.
- Vi ved også, at der særligt i Sverige har været et eskalerende antal tyverier fra og overfald på danske biler, og vi bragte i foråret en artikel i DTL Magasinet med en vognmand, der 15 gange havde været udsat for tyveri i Sverige, siger Morten Lindbo.
Holland i Front
Han fremhæver den indsats mod lastbilkriminalitet, der i flere år har foregået i Holland, hvor den hollandske regering allerede i 2004 indgik en aftale med transporterhvervet om at nedbringe kriminaliteten over for godstransporter med 25 procent.