Sammen med lanceringen af to nye lastvognsserier, benyttede MAN også lejligheden til at lancere den største serieproducerede dieselmotor, som findes på markedet lige nu.
MAN har jo længe barslet med en ny V8 motor. Nu er den der. Den har en topydelse på 680 hk og et maksimalt drejningsmoment på 3000 Nm og samtidig overholder den Euro 5 normen. Ser man på hele Euro 5 segmentet kommer Scania lige efter med deres netop lancerede V8 motor, der har en topydelse på 620 hk og 3000 Nm. Mercedes har gennem flere år haft en V8 motor med en ydelse på 600 hk, IVECO ligger på 560 hk, mens Volvo og Renault ligger på 520 hk og DAF i bunden med 510 hk. Man må dog forvente at Volvo inden for det næste års tid kommer med en opdatering på FH16, så den kan matche Euro 5. Den har som bekendt en topydelse på 660 hk og 3100 Nm i Euro 4 versionen der er tilgængelig nu.