Paris-MoU sætter fokus på skibenes ISM-systemer i de kommende tre måneder – Sikkerhedsstyring skal ikke blot være en ”papirtiger” men fungere i praksis. Også kampagne i andre dele af verden
1. september lød startskuddet for Paris-MoU inspektionskampagne omkring ISM (International Safety Management Code). Kampagnen varer frem til 30. november.
De 27 kyststater (EU-landene, Canada, Kroatien, Island, Norge og den Russiske Federation), der er medlemmer af Paris-MoU, har besluttet at gennemføre kampagnen – 5 år efter, at ISM-koden om sikker skibsdrift blev gennemført på verdensplan.
Kampagnen betyder, at skibenes ISM systemer vil blive underkastet en mere detaljeret inspektion, hvor man især vil få verificeret, at skibenes ISM-system ikke blot er en ”papirtiger”, men at skibsføreren er fortrolig med systemet, og at besætningen er i stand til at kommunikere effektivt, når de udøver deres pligter i henhold til systemet.
Tokyo-MoU (Australien, Canada, Chile, Kina, Fiji, Hong Kong, Indonesien, Japan, Sydkorea, Malaysia, New Zealand, Papua New Guinea, Filippinerne, den Russiske Federation, Singapore, Thailand, Vanuatu og Vietnam) gennemfører en tilsvarende kampagne i samme tidsrum.
Virkeligheds-tjek
De tidligere inspektionskampagner om ISM i 1998 og 2002 gik især ud på at få konstateret, om skibene havde etableret et ISM-system (SMS) om bord. Den kommende kampagne retter sig mod den effektive implementering af systemet.
Under kampagnen vil skibsinspektørerne lægge en liste med 12 udvalgte emner til grund for undersøgelsen af vigtige elementer ved ISM-systemet, herunder bl.a. dokumentation, vedligeholdelse og kommunikation.
Søfartsstyrelsen forventer, at Paris-MoUs skibsinspektører vil gennemføre ca. 4.500 inspektioner under kampagnen.